Forbud forbud forbud - personlig frihed taber som argument

De har det med at myldre frem i sommerperioden, kravene om forbud, kontrol og tvang. I dag vil Haverikommissionen i Jyllands-Posten forbyde sms’er i bilen og Dansk Folkeparti efterlyser en fedmegrænse for børn i dagbladet Politiken. Det borgerlige netværk Anti Forbud Danmark og tænketanken Cepos sætter til gengæld i Berlingske fokus på politikernes overdrevne trang til at forbyde og påbyde sig ud af alle problemer. Det sker dels med en opgørelse over læssevis af lov- og beslutningsforslag om forbud siden 1997 og med forslag om blandt andet en forældelsesfrist for forbud indført ved lov.

Men selv om kampen er heroisk er den overordentligt svær, som en alpeetape for stærke men alt for tunge sprintere. For argumentet om det lidt abstrakte begreb  ”den personlige frihed” bider kun i meget ringe grad på velfærdsdanskerne – de elsker forbud og regler og politikerne er vilde med at foreslå dem.

Men sådan har det ikke altid været. Da sikkerhedsselen i biler i sin tid blev påbudt, vakte det en voldsom debat i Danmark. På samme måde gik bølgerne højt, da man afskaffede forældres ret til at slå deres børn som et led i opdragelsen – den såkaldte revselsesret. Begge forslag blev af mange oplevet som en dyb krænkelse af den personlige frihed, som et forsøg på at lovgive ind i et rum, som er – og bør forblive – privat – en sfære, hvor lovgiverne ikke har noget at gøre. Ingen skal spænde mig fast eller bestemme, hvordan jeg skal opdrage mine børn! I dag er den barriere for lovgiverne for længst brudt ned, og en lignende modstand næsten utænkelig. Rygeforbud, knivforbud, forbud mod bestemte hunderacer, påbud om institutionsmad til børnehavebørn og forslag om forbud mod burka og undervægtige modeller er eksempler på netop det.

Til gengæld var der også en gang, hvor man ikke måtte installere andre telefoner i sit hjem end dem, som var autoriseret af KTAS, hvor reklamer i TV, popradio og professionel fodbold var forbudt. Så på nogle områder – der især har med udbud af varer og tjenester at gøre – er der sket en voldsom liberalisering, mens andre, som især omhandler vores levevis, er udsat for en større grad af indskrænkninger og tvang.

Når Cepos i dag kan opliste over 1.200 forbud og påbud vedtaget og foreslået siden 1997, er det udtryk for flere forskellige strømninger. For det første er det private ikke længere så privat. En rækkehusejer i omegnen af Aarhus blev for nylig bedt om at lægge sin terrasse om, fordi den ikke var handicapegnet. Kontanthjælpsmodtagere, der ikke opfylder krav om deres børns skolegang, kan fratages ydelser, og senest har den radikale Lone Dybkjær foreslået, at overvægtige børn skal kunne tvangsfjernes. Vores levevis, helbred, børns trivsel og sundhed er blevet et offentligt anliggende godt hjulpet på vej af galopperende sundhedsudgifter.  

En anden årsag er et mere komplekst samfund og harmonisering af EU-lovgivning, når det gælder det indre marked, miljø, arbejdsmiljø, sundhed og andet. Derfor må børn under 13 blandt andet ikke gå med aviser, og en lang række stoffer og materialer, som skønnes sundhedsfarlige, er blevet forbudt. Forbud er til for at beskytte os som forbrugere og arbejdstagere og den beskyttelse er sin yderste og mest absurde konsekvens uendelig.

En tredje nok så vigtig årsag er medierne. Når et mere eller mindre alvorligt problem rejses i offentligheden, så anses det oftest for mere handlekraftigt at kræve et forbud her og nu – mod farlige snore til persienner, mod kræftfremkaldende solarier, mod alkohol til unge og  allergifremkaldende tatoveringer, mod farlige hunde, skarpe knive i nattelivet og usunde fødevarer. Der er altid gode grunde til den type forbud, og undersøgelser viser, at danskerne er store tilhængere af dem, ligesom et meget stort flertal ønsker mere overvågning af offentlige områder. Det er ikke her, barrieren for politikerne findes.

Et sidste område for lovgiverne, som er kommet til inden for det seneste årti, er forbud og påbud, som er mere ideologisk funderede og skal beskytte »danske værdier.« Især Dansk Folkeparti har stillet en række forslag om forbud mod halalkød, halalslagtning, bestemte beklædningsgenstande, minareter, bederum og meget mere. Langt de fleste af disse forslag er ikke blevet vedtaget i Folketinget, men der vil givetvis komme flere.

Derimod har frygten for terror efter 11. september ført til to omfattende terrorpakker, som har givet myndighederne en række beføjelser, som må anses for at indskrænke almindelige frihedsrettigheder. Udvidet adgang til aflytning og ransagninger, anonyme vidner, registreringer af internettrafik og meget andet. Heller ikke her har argumentet om den personlige frihed haft mange chancer.