Magten koncentreres og bliver mindre synlig
15 kommentarerFolketingsvalget står for døren. Men betyder det så meget, om statsministeren er rød eller blå, om det er socialdemokrater og SF’ere eller borgerlige liberale, der kører rundt i ministerbilerne? De mener jo det samme om de store linjer, hører man ofte. Mellem 80 og 90 procent af alle love vedtages med brede flertal i Folketinget, når den ene fløj præsenterer en vækstpakke, så gør den anden det også, og forskellen er næsten ikke til at få øje på. Og når den ene fløj vil føre stram udlændingepolitik, så vil den anden også med nogle års forsinkelse. Fra VKO til Enhedslisten er der i Danmark bred opbakning til velfærdssamfundet og den særlige danske blandingsøkonomi.
Men tag ikke fejl: Forskellen på en blå og en rød regering er enorm. For magten ligger mange andre steder end i Folketinget.
I dag – mandag den 22. august – kårer Politiko de 50 politisk mest magtfulde danskere – udpeget af 122 sanfundsforskere. Ikke overraskende besidder Lars Løkke Rasmussen den største magt. Men falder folketingsvalget ud, som meningsmålingerne spår, vil listen se meget anderledes ud om et år. Så vil top-10 være befolket af Socialdemokrater, SFere og radikale. Et politisk systemskifte, som det tegner til, vil sætte sig igennem med stor kraft og en sværm af lovinitiativer. Men det vil også farve hele centraladministrationen, den gamle regerings udvalg, råd og nævn vil blive nedlagt i stor stil og udskiftet med andre af en anden kulør. Betroede poster i bestyrelser og andet vil blive besat af partistøtter, og når regeringsudpegede ansættelser udløber, vil de nye skulle findes på den anden politiske fløj.
Den synlige magt ligger naturligvis i at kunne fremsætte lovforslag og få dem vedtaget med et flertal i Folketinget, men med den politiske magt kan en regering også så meget andet. Et stort embedsapparat af tusindvis af loyale medarbejdere står parat. En regering kan med de muskler, den har til rådighed, sætte sin egen dagsorden, påvirke værdierne i samfundet og ved hjælp af cirkulærer, bekendtgørelser og deltagelse i EU-samarbejde med mere sætte sin vilje igennem.
Det er den ene tendens: Regeringer får mere magt, og det gælder især, når de har et fasttømret flertal bag sig, som kan feje kritik og forsøg på kontrol fra Folketinget af banen.
Den anden tendens er, at regeringer taber magt. Fordi store kommuner bestemmer mere og råder over en større del af de offentlige budgetter. Og fordi regeringer i stadigt stigende grad er underlagt den globale økonomis spilleregler, hensynet til konkurrencen mellem landene, internationale aftaler og konventioner. Magten bliver mere usynlig, når den fælles økonomiske kurs og påbud til eurolandene om en bestemt politik overlades til en »euroregering« bestående af kommissærer, som foreslået af den tyske kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy. Altsammen på grund af markedet, finansmarkederne – den usynlige hånd – som svinger taktstokken og dikterer politiske indgreb, hjælpepakker og kriseindgreb. De anonyme herrer Dow Jones, DAX, Nasdaq og C20 har på den måde for længst vundet over de folkevalgte.
man kan kalde det en afpolitisering af magten. Bestemte begivenheder udløser automatiske reaktioner, som bureaukrater kan iværksætte med lige så stor autoritet. Politik bliver i højere grad en forvaltning af praksis. Som når regionrådene – som foreslået – nedlægges og erstattes af sygehusbestyrelser, så træffes beslutningerne ud fra administrative grundregler om bedst mulig behandling til tiden. Det kræver lægelige ekspertvurderinger og ikke politiske beslutninger.
Den anerkendte franske filosof og magtteoretiker Michel Foucault anså magt som en neutral størrelse, en grundkomponent i alle sociale relationer. Mens marxisterne så magten som et undertrykkende redskab over for bestemte klasser, så Foucault magten som en elementær kraft, som altid er til stede – ikke hverken negativ eller positiv, men en regulerende kraft.
Set i det perspektiv vil en anden magt altid tage over. Når politikerne viser deres utilstrækkelighed. Når de ud fra kortsigtede politiske hensyn ophober alt for stor en gæld, så tager andre over og dikterer politikken. Og når de ikke er i stand til at etablere de forventede standarder på sundhedsområdet, tager andre mere usynlige magtinstrumenter over, administrative principper som ikke behøver folkevalgte regionsråd. Magtrummet er aldrig tomt, og de, der ønsker magten og at bevare den, skal evne at fylde det ud, ellers gør andre det.
15 kommentarer RSS feed
De vigtige ting: EU og krigene, fortsætter uanset hvem, der “bestemmer”, med over 3/4 for i Folketinget, selvom massive dele – ofte flertal – af befolkningen er imod. De fleste love vedtages nu i EU-bureaukratiet, og derfor er Folketinget da også ganske ofte tomt, når der ikke diskuteres ligegyldigt “spil for galleriet” for åbent TV.
Det viser tydeligt, at der er andre, der i virkeligheden bestemmer de store ting – nemlig de oligarker, ingen af levebrødsjournalisterne og politikerne tør tale om. Det såkaldte “repræsentative demokrati” er kun repræsentativt, når det kommer til små ligegyldigheder som knivlove, hundelove, grænseovergange og små procents højt opreklamerede minimalændringer i Finansloven.
Danmark er et skindemokrati, det kan enhver konstatere ved at sammenligne gabet mellem levebrødspolitikere og folket.
Kære Bent.
Jeg blev født under 2 verdenskrig i ” en lille baglokale lejlighed “i et pænt rent Ismereri. Min mors STORE SØLVBESKINNEDE PENGEAPPARAT var imponerende, men det var hendes moral og holdning til PENGE også.
Jeg fik ind med MODERMÆLKEN, at hvis DU INGEN PENGE HAR så må du ( hellere ) gå med rumpen bar.
På det tidspunkt havde kvinder bare 1 eller 2 kjoler osv ,og der blev syet om ustanseligt af DEN SMULE TØJ der var til rådighed, fra store str. til mindre.
Så , at skulle vise sig med en bar rumpe var meget flovt og nedværdigende, dengang.
I USA er Kineserne nu begyndt på, at IRETTESÆTTE USA for deres nærmest bundløse gæld ( fordi de jo låner dem penge i stor stil ). Det må da være uhyggeligt ydmygende, at skulle finde sig i, at blive irettesat af ” En Diktatur Stat ” der`hellere end gerne umyndiggøre og sulter sine egne borgere.
Men, sådanne livsfilosofier som ” IKKE ,AT SKULLE SKYLDE NOGEN PENGE VÆK “, er nu GODT at ha`i en nation, og kæmpe for at kunne bevare ved, at beskytte sine penge imod pampere.
Overlader du ” Al din økonomi/ pengeatraktioner ” til andre ( der`ikke kender dig , og du dem ), jamen SÅ VIL DU BLIVE UMYNDIGGJORT af disse fremmede før eller senere.
Det er noget af det mest IDIOTISKE en nation kan gøre. Euroen viser sig at være mere end farligt at rører ved, hvorfor ønsker vi ( som en god fornuftig nation ) , at fremmede skal bestemme over vore PENGE / LIV og medbestemmelsesret til helt basale ting.
Vi giver dem ( EUs magthavere )på den måde FRIVILLIGT ret til at tage vore bukser af, og som måske ovenikøbet undlader, at give os et par nye uden , at vi tilgengæld bør / vil blive UMYNDIGGJORTE personer i vort eget hjem og nation.
HVAD ER DET DER GØR, AT VI ER SÅ VILLIGE TIL AT SÆLGE OS SELV OG VOR EGEN IDENTITET SÅÅÅ BILLIGT ??
Har vi danskere ikke mere nogen skam i livet ???
Vi VIL blive klædt af til skinnet og endnu værre blive UMYNDIGGJORTE af EUs MAGTELITE, som viser sig at blive Tyskland og Frankrige. K.Iskov.
Bent Winther: Det betyder noget om de der regerer landet er til at stole på eller ej! Om de tænker på OS almindelige, demokratiske, danskere – ELLER de tænker på f.eks. SIG SELV eller “at Danmark skal kulturberiges, have åbne grænser, os.v.”. Se det burde være det vigtige for DANSKE vælgere – ikke for de “inviterede” – for dem er det vigtigste, at de kan få nogle ydelser de aldrig ville kunne få hvor de kom fra.
Jeg mener ikke at historien har vist at man kan stole på S. Beklager, og at sætte sin lid til at f.eks. en Ole Sohn ikke skulle “falde tilbage til ” sin DDR-sympati-tid er nok lidt farligt.
DERFOR SKAL danskerne igen stemme blåt. Stol ikke på HelleT vil jeg sige – hun er den jeg MINDST stoler på.
Hverken danske politikere eller politikere i EU og resten af verden har magt til at bestemme noget som helst. Det er de frie markedskræfter der med kapitalens frie bevægelse over landegrænserne, har samlet magten.
Når økonomerne, teknologerne og videnskaben har truffet afgørelser forelægges de politikerne, der bruger gummistemplet og “godkender” resultatet. De har ikke andre muligheder. Det giver manipulationerne et skær af legalitet, men er det ikke.
Politikernes opgave er eller burde være en helt anden. De skal kæmpe for at bringe magten til folket, til vælgerne, til politikerne, dvs til demokratiet. Vi mangler et parti, der vil kæmpe for at skaffe det eneste, der i realiteten er værd at kæmpe for – demokratiet.
De tendenser du beskriver handler om modernitet.
Den traditionelle tilgang til politik var, at landet indbyggere havde en fælles interesse, dels i kraft af deres fælles menneskelighed, dels i kraft af deres nationale særpræg. Statens opgave var således at skabe de bedst mulige rammer for at borgerne kunne udleve deres fælles natur.
Den moderne måde at anskue politik på, går derimod ud på at der ikke, eller kun i begrænset omfang, findes en fælles natur hos borgerne, og dermed findes der heller ikke fælles interesser.
I stedet ses samfundet som en kamp mellem forskellige interessegrupper (klasser, etniciteter etc.). Statens opgave er derfor ikke at virkeliggøre et fælles ideal, da et sådant ikke eksisterer, men derimod bare at regulere kampen. At undertrykke de forskellige grupper, som ellers ville rive samfundet fra hinanden i deres indbyrdes uoverensstemmelser.
For at dette kan lade sig gøre skal en teknokratisk elite styre. En elite, hvis eneste formål er at skabe vækst og sikre freden, ved at undertrykke de forskellige særinteresser. Den ”universelle, homogene stat”, som en af idemændene, Alexandre Kojève, kaldte det. De forskellige interessegrupper skal derimod fratages deres magt. Enhver institution, der kan siges at repræsentere en bestemt gruppe, skal enten drænes for magt (ved at overføre magten til en anden institution), eller løsrives fra dens loyalitet mod en bestemt gruppe, ved at konvertere dens medlemmer til ideologien om ”Den Universelle, Homogene Stat”.
Det er den vej udviklingen går, delvist på grund af bevidst pres, delvist som en naturlig følge af den måde vi anskuer samfundet på. Det kan man så synes om eller ej. Ens holdning vil nok i høj grad afhænge af om man er enig i at kulturelle fællesskaber er af det onde.
Den amerikanske forfatning tillader ikke, at en præsident sidder mere end 8 år. Det er en god bestemmelse. Det er godt, fordi enhver regering har en sidste salgsdato, som ikke bør overskrides.
I Danmark har vi ikke en sådan bestemmelse som i USA. Til gengæld har vi danske vælgere som regel altid haft god fornemmelse for at udskifte regeringer og statsministre, mens tid var.
Poul Schlüter blev afløst efter 10 år, Poul Nyrup Rasmussen blev afløst efter 9 år, og forhåbentlig bliver Lars Løkke Rasmussen afløst efter det forestående valg.
Når jeg skriver forhåbentligt, så er det primært, fordi regeringsskifter er sundt for demokratiet. Det er sundt for os alle, at Danmark med mellemrum får en ny regering med et andet flertal og med nye ministre med friske kræfter, der brænder for at bevise, at de er bedre til at lede Danmark.
Krisestemningen i verdensøkonomien vil få den kommende valgkamp til at handle meget om, hvem der er bedst til at styre Danmarks økonomi. Derfor forsøger den nuværende regering at overbevise os om, at en socialdemokratisk ledet regering ikke kan styre økonomien.
Det er der ikke noget nyt i. Siden jeg i 1960’erne begyndte at interessere mig for politik, har både Venstre og Konservative rutinemæssigt gået til valg på, at de var bedst til at genoprette Danmarks tilsyneladende altid skrantende økonomi.
Men den påstand er der historisk set intet belæg for at tro på. Det var en således en Socialdemokratisk ledet regering, der førte Danmark ud af den økonomiske krise i 1930’erne efter det store børskrak i USA.
Siden Socialdemokratiet i 1924 kom til magten for første gang, har Danmark haft socialdemokratisk ledede regeringer i godt 50 år, mens borgerligt ledede regeringer kun har styret landet i omkring 30 år.
Helt frem til 1980’erne havde vi socialdemokratisk ledede regeringer i perioder på mellem 8 og 15 år. De ganske få gange det lykkedes et borgerligt flertal at erobre regeringsmagten, beholdt de den i højst 3 år.
Så bestemte vælgerne, at disse kortlivede borgerlige regeringer skulle levere regeringsmagten tilbage til en socialdemokratisk ledet regering.
Som jeg husker det, efterlod disse borgerligt ledede regeringer altid landets økonomi i en værre forfatning, end de overtog den. Til trods for, at det borgerlige hovedtema i enhver valgkamp altid var, at man ville bruge regeringsmagten til at rette op på Danmarks økonomiske situation.
Sådan var de borgerligt ledede regeringers resultater på det økonomiske område frem til Poul Schlüters borgerlige regering i 1980’erne. Den sad til gengæld i 10 år, og for første gang i Danmarkshistorien havde en borgerligt ledet regering en heldig hånd med at styre økonomien.
Poul Schlüter blev efterfulgt af Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratisk ledede regering, som med lige så stor dygtighed fortsatte med at forbedre Danmarks økonomi.
Nogen vil mene, at Anker Jørgensens socialdemokratisk ledede regeringer var ved at køre Danmark ned i den økonomiske afgrund. Andre vil mene, at Lars Løkke Rasmussens borgerligt ledede regering har skylden for Danmarks nuværende økonomiske krise.
Men efter min opfattelse har de begge blot haft det uheld at være statsministre under internationale økonomiske kriser. Anker Jørgensen blev ramt af to store energikriser og Lars Løkke Rasmussen af en stor finanskrise, som verden har svært ved at komme sig over.
Derfor bliver det ikke økonomien, der kommer til at bestemme, hvor jeg sætter mit kryds på valgdagen. De to blokke i dansk politik har i lange perioder vist, at de begge evner at styre Danmarks økonomi. Det viser erfaringerne, siden den første socialdemokratisk ledede regering kom til magten i 1924.
Enhver der påstår noget andet, er useriøs.
Placeringen af mit kryds på valgdagen afgøres af, at den nuværende regeringsblok har haft magten (for) længe og virker slidt og febrilsk. En del af Lars Løkke Rasmussens og hans forgænger Anders Fogh Rasmussens ministerudnævnelser bærer desuden præg af, at der efterhånden ikke findes flere nye kvalificerede borgerlige ministeremner til at afløse de gamle.
Derfor vurderer jeg, at regeringen har overskredet sidste salgsdato. Tiden er inde til at vælge det brugbare alternativ, som vi heldigvis har til den trætte borgerlige regering, som undertiden forekommer mig at tumle lidt groggy rundt i manegen.
Om 8-10 år kan vi så skifte den socialdemokratisk ledede regering ud, når den til den tid er blevet lige så nedslidt som den borgerlige regering, vi har nu.
Jeg ved, at der findes venstrefolk og konservative, der er enige med mig i, at det vil være sundt for de to regeringspartier at slippe regeringsansvaret til fordel for en periode i opposition til at genvinde kræfterne og ikke mindst overblikket.
Så der er nok flere, end man egentlig skulle tro, der ligesom jeg mener, at regeringen har overskredet sidste salgdato.
Cash is king, sådan er dét bare.
Heldigvis er de borgerlige dag talte i Danmark. Problemet der eksistere er om vko vil overlade magten friviligt og indordne sig under den nye politiske realitet som Danmark kommer til at møde til næste måned!Vko har i lo år siddet på magten og de borgerlige blogger osv er blevet mere og mere useriøse. Nu har vi set en norsk frimure,medl af df norske søsterparti,kristen fundamentalist der har uskadeliggjort dusinvis af børn. Problemet vi øjner i Danmark er om de borgerliges politik har ført til at vi kan vente flere af hans art i Dk?OG ÓM DE BORGERLIGE KVINDER HAR FÅET NOK AF AT VÆRE HJEMMEGÅENDE HUSMOR OG IKKE FÅ DEL AF PENGENE FRA DERES ÆGTEMÆND,MED DE MINDRER PENSIONER OSV DE HAR?
God og tiltrængt erlig blok i en valgtid
Den globale krise kaster sine dønninger mod os med gennemgribende krav til kreditpolitikken, der nærmest får Europa til at ligne et stort laboratorium med diverse pakkeløsninger i form af socialhjælp til bl.a. banksektor o.a., nærmest med virkning som symptombehandling, på fortidens forfejlede politik!
I vort moderne risikosamfund, melder spørgsmålet sig om hvem der skal på anklagebænken for en kreditpolitik, der er løbet løbsk på vej til recession og bankerot. I den politiske diskussion om landets ve og vel er det efterhånden blevet noget svært for os almindelige vælgere at se hvor de politiske partier står, idet der efterhånden er ”blandet for meget blod” mellem blå og rød blok. Resultatet er blandt andet at gamle trofaste partisoldater inden for partiet Venstre vender partiet ryggen, fordi de ikke kan genkende partiet igen. For slet ikke at tale om Konservative, der nærmest er ved at gå helt op i sømmen over partiets slingrekurs og mangel på egentlig konservativ politik. Det samme er tilfældet for Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, der i disse år bliver tappet for vælgere af Dansk Folkeparti!
Anklagepunktet er vanskeligt, for vi har at gøre med en slags organiseret uansvarlighed, med alles ansvar og ingens ansvar for ”de lånte fjers egoist-politik”, hvor hhv. blå- og rød blok kappes om at sige det samme for at redde kastanjerne ud af ilden og hvor det store mantra i valgkampen er blevet til VÆKST! Problemet er bare, at der ikke er nogen direkte vej til VÆKST, så begge sider har faktisk ret i kritikken af hinandens dagsordener!
Sagen er, at man her forsøger at løse et finansielt problem med realøkonomiske midler. Det kan lade sig gøre, hvis de finansielle problemer er af begrænset størrelse. Det er de imidlertid ikke her – og hvad så kære politikere?
I den politiske diskussion om landets ve og vel er det efterhånden blevet noget svært for os almindelige vælgere at se hvor de politiske partier står, idet der efterhånden er ”blandet for meget blod” mellem Blå og Rød blok. Resultatet er blandt andet, at gamle trofaste partisoldater inden for partiet Venstre vender partiet ryggen, fordi de ikke kan genkende partiet igen. For slet ikke at tale om Konservative, der nærmest er ved at gå helt op i sømmen over partiets slingrekurs og mangel på egentlig konservativ politik. Det samme er tilfældet for Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, der i disse år bliver tappet for vælgere af Dansk Folkeparti.
På denne baggrund, er det svært leve med VKO/Blå blok, i en periode på endnu 10 år – tilsvarende med S SF/Rød blok, her er de globale problemer blevet for dominerende på indenrigspolitikken, indenfor områderne Grøn Energi og Økonomi, derfor bland farverne i Blå og Rød blok til farven Lilla – i en samlingsregering på social liberal baggrund med støtte af De Radikale!
Med et hul i statens finanser på 85 milliarder vil der være et godt grundlag for et kommende samarbejde for en Lilla Regering, omkring en nationale fordelingspolitik – således at enhver gennem hård arbejde og egen viljekraft kan forbedre sit liv – utopi eller ej?
V.h. johannes
Rettelse – Det var lidt tidligt, her til morgen. Jeg kom til at trykke 2 gange på ”aftrækkeren” og fik for megen tekst med – Beklager johannes!
Den globale krise kaster sine dønninger mod os med gennemgribende krav til kreditpolitikken, der nærmest får Europa til at ligne et stort laboratorium med diverse pakkeløsninger i form af socialhjælp til bl.a. banksektor o.a., nærmest med virkning som symptombehandling, på fortidens forfejlede politik!
I vort moderne risikosamfund, melder spørgsmålet sig om hvem der skal på anklagebænken for en kreditpolitik, der er løbet løbsk på vej til recession og bankerot. I den politiske diskussion om landets ve og vel er det efterhånden blevet noget svært for os almindelige vælgere at se hvor de politiske partier står, idet der efterhånden er ”blandet for meget blod” mellem blå og rød blok. Resultatet er blandt andet at gamle trofaste partisoldater inden for partiet Venstre vender partiet ryggen, fordi de ikke kan genkende partiet igen. For slet ikke at tale om Konservative, der nærmest er ved at gå helt op i sømmen over partiets slingrekurs og mangel på egentlig konservativ politik. Det samme er tilfældet for Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, der i disse år bliver tappet for vælgere af Dansk Folkeparti!
Anklagepunktet er vanskeligt, for vi har at gøre med en slags organiseret uansvarlighed, med alles ansvar og ingens ansvar for ”de lånte fjers egoist-politik”, hvor hhv. blå- og rød blok kappes om at sige det samme for at redde kastanjerne ud af ilden og hvor det store mantra i valgkampen er blevet til VÆKST! Problemet er bare, at der ikke er nogen direkte vej til VÆKST, så begge sider har faktisk ret i kritikken af hinandens dagsordener!
Sagen er, at man her forsøger at løse et finansielt problem med realøkonomiske midler. Det kan lade sig gøre, hvis de finansielle problemer er af begrænset størrelse. Det er de imidlertid ikke her – og hvad så kære politikere?
På denne baggrund, er det svært leve med VKO/Blå blok, i en periode på endnu 10 år – tilsvarende med S SF/Rød blok, her er de globale problemer blevet for dominerende på indenrigspolitikken, indenfor områderne Grøn Energi og Økonomi, derfor bland farverne i Blå og Rød blok til farven Lilla – i en samlingsregering på social liberal baggrund med støtte af De Radikale!
Med et hul i statens finanser på 85 milliarder vil der være et godt grundlag for et kommende samarbejde for en Lilla Regering, omkring en nationale fordelingspolitik – således at enhver gennem hård arbejde og egen viljekraft kan forbedre sit liv – utopi eller ej?
V.h. johannes
VKO taler med to tunger, når de med Hjorts pralerier har sejret ad helvede til.
Vækst baseret på gæld, er ikke holdbart. Danmark har for længst nået smertegrænsen for balanceforholdet mellem primærindustrien og sekundærindustrien.
Dagens leder i JP, bekræfter, at VKO-koalitionen øgede de offentlige serviceudgifter fra 25,7 pct. (under Nyrup-regeringen) til 28,5 pct. af BNP (under VKO). I penge er der tale om 77 milliarder kroner, – i runde tal, det samme som det gabende hul, som regeringen budgetterer med i forslaget til finanslov for 2012.
V.h. johannes
VALGET DEN 15 SEPTVEMBER
Vækst baseret på gæld er ikke holdbart! Kriser kommer og går! I den globale krise er det Republikanerne, der gambler med USA’s økonomi, her i landet er det Claus Hjort Frederiksen, der gambler med Danmarks økonomi, når han med sin sædvanlige retorik roser den siddende regerings fremragende formåen, selv med et alarmerende underskud i statsfinanserne på 80 lilliarder, så jeg lader mig ikke skræmme af valgpropaganda; NEJ – det er statistikken, der virkelig bør skræmme, hvor man i dagens leder i JP, bekræfter, at VKO-koalitionen øgede de offentlige serviceudgifter fra 25,7 pct. (under Nyrup-regeringen) til 28,5 pct. af BNP (under VKO). I penge er der tale om 77 milliarder kroner, – i runde tal, det samme som det gabende hul, som regeringen budgetterer med i forslaget til finanslov for 2012.
Når Vækst er blevet valgkampens hovedemne, så er det fuldkommen forudsigeligt, at diskussionerne ender i en krig på tal og hvem der nu har de mest troværdige løsninger; men lad os slå det fast med syvtommersøm: ”Vækst baseret på gæld, er ikke holdbart”. Danmark har for længst nået smertegrænsen for balanceforholdet mellem primærindustrien og sekundærindustrien.
I sandhedens time op til valget, viser statistikken for produktion og beskæftigelsen af en ren liberalistisk løsning med skattelettelser og besparelser ikke har sat gang i væksten; derimod med opsparing og stagnation!
Modsat står Rød Blok med et u-finansieret ta` selv bord, der efter al sandsynlighed vil fører landet direkte over i ”Anker Jørgensen tilstande”!
Problemet er, at der ikke er nogen direkte vej til vækst. Sagen er at man forsøger at løse et finansielt problem med realøkonomiske midler, som kun lader sig gøre, hvis de finansielle problemer er af begrænset størrelse, hvilket de ikke er p.t..
På denne baggrund, er det svært at leve med en VKO/Blå blok i en periode på endnu 10 år – tilsvarende med S SF/Rød blok!
Sammenfattende tegner der sig et billede, hvor dansk politik, skal frigøre sig fra Dansk folkepartis dominerende indflydelse, eventuel gennem dannelse af en samlingsregering ved at blande farverne i Blå og Rød blok til farven Lilla, med en social liberal politik, støtte af De Radikale! Med et hul i statens finanser på 80 milliarder, vil der være et godt grundlag for en Lilla Regering, omkring en nationale fordelingspolitik – således at enhver gennem hård arbejde og egen viljekraft kan forbedre sit liv – modsat situationen i dagens Danmark – utopi eller ej?
V.h. johannes
I fortsættelse af mit indlæg af 27. august her på bloggen, synes Lars Barfoed at bekræfte min første antagelse, efter udskrivning af valg, om nødvendigheden af et kommende systemskifte i dansk politik, foreløbig i form af en politisk aftale med De Radikale, der senere vil kunne føre til en bred samlingsregering!
V.h. johannes
Samlingsregering eller ej?
Først indgik Margrethe Vestager og Lars Barfoed en politisk samarbejdsaftale mellem De Radikale og Det Konservative Folkeparti. Næste skridt på vej til en samlingsregering mellem rød- og blå blok tegnede sig derpå, hvor den konservative leder Lars Barfoed erklærer, at han er klar til at samarbejde med en rød regering om alle politiske områder og siger: »Det er alt lige fra udenrigspolitik til kulturpolitik og økonomisk politik”, hvortil Henrik Sass Larsen siger: ””Set fra Socialdemokraternes side åbner det helt nye muligheder i både valgkampen og dansk politik fremover”.
Nye tider for de klippede får?
V.h. johannes
Skriv en kommentar