Boligejerne kommer til at betale for skattereform – hvis den da bliver til noget

Hvis regeringen vil gøre alvor af at sænke skatten på arbejde “markant,” som det fremgår af regeringsgrundlaget, så er der kun et sted for alvor at hente pengene, og det er hos boligejerne.

Jo, man kan lege lidt med øget brugerbetaling eller kaste sig over landbruget, men det batter ikke det store. Skal en skatteomlægning have den ønskede effekt, så vil boligejernes rentefradrag blive yderligere barberet, eller ejendomsskatten sat op – eller begge dele. Kravene til en kommende skattereform er, at lettelserne er markante, at de er fuldt finansierede, forbedrer konkurrenceevnen og øger arbejdsstyrken med mindst 7000 personer.

Til gengæld kan boligejerne glæde sig over, at en skattereform efter al sandsynlighed først vil kunne træde i kraft efter endnu et folketingsvalg, fordi S-SF’s løfter til boligejerne både før og efter valget i september trods alt har været nogle af de mere manifeste. Og så skal Venstre og Konservative med i et forlig, mener regeringen.

Når der kun er øget boligbeskatning tilbage som den altoverskyggende finansieringskilde, skyldes den en række forhold:

For det første har regeringen allerede plukket de “frugter,” som hang lavest. Skatteskruen har allerede fået et ekstra vrid i de første uger med SRSF. Der er næppe mange flere milliarder at hente yderligere, uden at det får en række negative effekter. I sidste uge fremlagde regeringen således en klima- og energiplan, som betyder højere afgifter for 5,6 milliarder kroner på el og varme fuldt indfaset i  2020. Ugen før indgik regeringen forlig med Enhedslisten, som øger afgifter på sukker, fedt, tobak og alkohol, som fjerner fradraget for sundhedsforsikringer og medarbejderaktier og indfører en ny arbejdsskadeafgift. I alt nye skatter og afgifter for 5,1 milliarder kroner.

For det andet ligger en skattereform med mere skat på boliger og mindre på arbejde helt i forlængelse af de Radikales ønsker genem mange år. Ud over at svinge taktstokken i regeringen, så lytter partiet som bekendt også til økonomer, og netop denne skatteomlægning er, hvad de økonomiske vismænd længe har anbefalet. Margrethe Vestager har samtidig sagt ultimativt nej til både bankskat og millionærskat, som ellers var markante valgløfter fra S og SF i valgkampen.

For det tredje er øgede erhvervsskatter som vil belaste konkurrenceevnen, udelukkede, til gengæld ligger det af fordelingsmæssige årsager lige for – i regeringens optik – at beskatte boligejere yderligere – og de dyreste boliger mest. Alle undersøgelser viser, at det især er i toppen, der skal lettes, hvis man vil øge arbejdsudbuddet, og det kan kun – hvis løftet om den sociale balance skal holdes – lade sig gøre ved at opveje disse “skattelettelser til de aller rigeste” ved at hente provenuet hos andre velhavende grupper – boligejerne.

Så langt, så godt. Sådan ser den hemmelige tegning sandsynligvis ud i hovederne på regeringstoppen. Om der kan skabes et flertal for den, er til gengæld tvivlsomt. Den økonomiske krise vil række langt ind i 2012 og 2013 med et underdrejet boligmarked til følge. Nye skatter vil sende det på en ny nedtur med en yderligere depressiv forbrugerstemning til følge.

Dertil kommer, at reformen næppe kan gennemføres med Enhedslistens stemmer. Det er hverken Enhedslisten eller regeringen interesseret i. En valgkamp om tre-fire år med boligskatter som hovedkonfrontation med den borgerlige opposition nærmer sig politisk selvmord. Så Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti skal med i en større skattereform, ellers bliver den ikke til noget.

Og vil de det? Hvis meningsmålingerne ser ud som i dag, og regeringen er under pres, er svaret formentlig nej, så vil fristelsen til at påføre regeringen endnu et nederlag være for stor. Til gengæld har VK er stor interesse i at nærme sig de Radikale, som har vist sig tættere på de borgerlige i den økonomiske politik.

 I sidste uge krævede formand Lars Løkke Rasmussen på Venstres landsmøde, at der gennemføres “rigtige skattelettelser” altså ikke bare omlægninger. Finansieringen af dem er et lavere offentligt forbrug og nedskæringer -  Ikke ligefrem nogen fremstrakt hånd til forhandlinger med SRSF.