Filmmanden Christopher Guldbrandsen var til stede med sit kamera, og filmede livligt, da justitsminister Morten Bødskov (S) onsdag fremlagde sit udkast til kommissorium for den undersøgelseskommission, der skal kulegrave lækage og eventuelt forsøg på påvirkning af Helle Thornings skattesag.

Guldbrandsen har en sjælden sans for de store politiske fortællinger. I 2005 beskrev han i en dokumentarfilm, hvordan socialdemokraternes leder Mogens Lykketoft blev pakket ind i store tvivlsomme valgløfter af  Venstre og blev mere og mere desperat som valgkampen skred frem. I 2007 var der Ny Alliances storhed og fald, der var hans fortælling.

Guldbrandsens – og historiebøgernes – store historie om valget den 15. september i år kan meget vel blive den om det tabende Venstre, der var parat til at bruge alle kneb – inklusiv de beskidte – for at beholde magten. Men som alligevel tabte til sidst. Det er i hvert fald den fortælling,  Socialdemokraterne gerne vil have til at stå tilbage, når historien skal skrives om folketingsvalg 2011. En meget omfattende og langstrakt kommissionsundersøgelse for åbne døre skal hjælpe til og vil holde temaet på den politiske dagsorden i flere år frem.

Historien om de beskidte tricks og mørkets spindoktorer  er en ganske anden, end den om Socialdemokraterne og SF, der løj sig til magten. Som lovede og lovede, men brød alle løfterne , da de først havde indtaget ministertaburetterne. Den fortælling vil nu – sandsynligvis  -  glide i baggrunden til fordel for en endnu bedre historie.

For at den dramatiske fortælling om de beskidte kneb for alvor skal vinde i historiebøgerne kræver det, at skandalen omkring lækage af skattepapirer og mulig indblanding i skattebehandling verificeres og breder sig fra daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V), hans departementschef og særlige rådgiver til Venstres top og kampagnestab.

Det er der endnu ikke noget der tyder på. Men rædselsscenariet for Venstres leder Lars Løkke Rasmussen er, at sagen udvikler sig til et brutalt internt spil om, hvor aben skal placeres, mens alle vasker hænder og forsøger at skyde ansvaret fra sig – opad.

Det næste spørgsmål er, hvordan sagen vil påvirke vælgerne?

Indtil videre ser den ud til at være prellet helt og aldeles af på dem. Venstre står midt i skandalen i en helt ny måling fra Epinion for DR til at blive Folketingets suverænt største parti med 32.6 procent af stemmerne. Blå blok fører samlet  med 53 procent.

I blandt medier og kommentatorer og lærde i statsret  er der tale om en gigantisk skandale, som måske er ved at blive trevlet op for øjnene af os alle sammen. Alle slikker sig om munden som katten foran en skål med fløde. Hvert et dokument og hvert et vidneudsagn vil blive analyseret, vendt og drejet, og Venstrefolkene vil blive trukket gennem sølet, og partiet risikerer at blive slidt ned dag for dag. Sådan lyder den herskende politiske analyse. Men er den sand? Vil det gå sådan?

Den store ubekendte er, hvordan vælgerne vurderer situationen. Vurderer de, at Helle Thorning-Schmidt skylder at fremvise hele sin skatteafgørelse, for det lovede hun jo. Og lækagen er dermed retfærdiggjort i folkedybet.  Og hvis skatteministeren og hans folk forsøgte at påvirke afgørelsen, så  lykkedes det i hvert fald ikke. Thorning blev frikendt, så hvad er problemet? Er det den udlægning, der vinder. Det slag er allerede i gang.

Det er bemærkelsesværdigt, at regeringen i sit udkast til kommissionsundersøgelsen har anbefalet en tidsgrænse for undersøgelsens varighed på to år. Med forberedelse, udpegning af dommer, udspørger,  bisiddere 0g så videre passer det med en afgørelse umiddelbart før næste folketingsvalg. En smuk timing for regeringen ligner det. Men  et sammenfald, som Morten Bødskov aldeles har afvist. Sagen er for vigtig til overhovedet at diskutere den slags konspiratoriske teorier, mener han. Men mon ikke Socialdemokraterne satser på at slå maksimal politisk mønt af sagen. Den slags siger man bare ikke højt.

Tamilsagen og bruddet med lov og ret sled ganske vist Det Konservative Folkeparti op, men hvis Poul Schlüter i 1993 havde taget et valg i kølvandet på dommer Mogens Hornsleths rapport i stedet for at overgive magten til Poul Nyrup Rasmussen (S), så var det højst sandsynligt faldet ud til de borgerliges fordel.

Dermed være ikke sagt, at Venstre og Konservative kunne have beholdt regeringsmagten, for de Radikale havde mistet tilliden til de borgerlige partier og valgte at skifte side. Men det siger noget om vælgernes reaktion på denne type undersøgelser. Den er ikke nødvendigvis, som man forventer.