Fire grunde til at Thornings nytårstale vil skuffe kernetropperne

Regeringens usædvanligt dårlige start, ringe meningsmålinger og interne gnidninger har fået først SF’s bagland, siden Socialdemokraternes og senest kommentatorer på dagbladet Politiken til at efterlyse visionerer – det gør de med jævnlige intervaller –  hvad er den røde kurs? Den nye start? Hvad er den næste byggesten i den socialdemokratiske velfærdskonstruktion? Hvor er projektet?

Både lederskribent Kristian Madsen og tænketanksdirektør Peter Mogensen mener ligefrem, at Helle Thorning Schmidts nytårstale vil være “hendes sidste chance” for at vise, at hun ikke blot er en teknokratisk forvalter – en “blank person,” som forfatteren Henrik Dahl kaldte hende, men en visionær tænker, der er i stand til at sætte tydelige røde aftryk på samfundsindretningen.

Men det kommer næppe til at ske. Jo, måske vil Thorning-Schmidt på det retoriske plan med historiske referencer kunne svinge sig op i Svend Auken’ske dimensioner af solidaritet og omsorg for de svageste. Men heller ikke mere. Og der er mindst fire grunde til, at hun vil skuffe og ikke være i stand til at holde den store visionære kernevælgertale, der lægger nye spor ud for fremtidens Danmark.

Den første er måske den mest indlysende. Den 4. januar indledes overenskomstforhandlingerne på det store private arbejdsmarked. Blot at antyde konkrete nye reformer eller spille ud med indholdet af forslag, som berører almindelige lønmodtagere, er det samme som at spænde ben for vigtige og i forvejen besværlige overenskomstforhandlinger.

For det andet er Helle Thorning-Schmidt leder af en koalitionsregering, hvor Det Radikale Venstre og en “blå” økonomisk tankegang står meget stærkt. At bevæge sig ud i spekulationer om fremtidige politiske udspil, som ikke allerede er en del af det besværligt konstruerede regeringsgrundlag, vil enten invitere til nye interne gnidninger eller forudsætte, at de tre partier i al hast bliver enige om et appendix til grundlaget fra det berømte sorte tårn på Amager. Og det er ikke realistisk.

For det tredje – og vigtigste – så befinder Danmark og resten af Europa sig i en historisk dyb krise, som lægger endog meget stramme bånd på, hvilken økonomisk politik et lille land tilknyttet den kriseramte euro kan føre. Spørgsmålet er, om der overhovedet længere findes en rød og en blå vej, når man sidder i økonomiske problemer til halsen: Recession, store tab af produktionsjob og et gigantisk underskud på de offentlige budgetter.

Uanset om statsministeren hedder Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt er vejen ud af krisen at fortsætte med reformer, der udvider arbejdsstyrken på lang sigt, offentlige nedskæringer og en målrettet plan for vækst og beskæftigelse, der forbedrer Danmarks konkurrenceevne. Denne krise er kendetegnet ved, at midlerne til dens overvindelse i meget stor udstrækning er dikteret af finansmarkederne og renterne på statsobligationer.

Hvor man tidligere kunne diskutere en ekspansiv – og rød – fianspolitisk vej ud, så er der i dag kun en: At sætte tæring efter næring og få kassen til at stemme, hvilket den seneste aftale om en ny europagt vidner om.

I direkte forlængelse heraf er man nødt til – som det fjerde – at konstatere, at de store politiske projekters tid er forbi. Som oftest identificeres de først længe efter, at en regering har forladt tronen, hvor man i historiens klare lys kan se, hvad det var for forandringer, der skete. Det danske velfærdssamfund, som er bygget op i dag, har aldrig haft nogen masterplan, det er først  og fremmest kommet til verden, fordi regeringer har stået over for konkrete udfordringer, som de har forsøgt at løse med de midler der var ved hånden. Det er ikke noget projekt. Og i dag er det i endnu ringere grad politikerne, der svinger taktstokken over samfundsudviklingen.

Så selvfølgelig er de hamrende skuffede i S og SF’s bagland, fordi de er blevet fortalt noget andet – at der var en anden vej, at der var plads til en bred vifte af nye offentige udgifter, at man kunne skabe et samfund med større lighed end et af verdens mest lige samfund og meget andet. Men hvis disse skuffede røde vælgere forventer en visionær ny kurs, kan de kun blive endnu mere skuffede.

Statsministeren har i sin tale ét stærkt kort på hånden: Krisen. Og det kan hun spille med al den autoritet, hun formår at lægge i det. Den er skyld i alle de brudte løfter, i historisk offentlig økonomisk smalhals, og den er årsagen til, at det nu gælder om at stå sammen, at enhver skal yde sit, og hvad en statsminister ellers kan finde på at sige til danskerne på  sådan en første dag i 2012.