Vejen er banet for en gradvis demontering af velfærdssamfundet

Det danske velfærdssamfund er blevet til skridt for skridt, reform for reform uden nogen egentlig masterplan. Afviklingen af det vil ske på samme måde. Skridt for skridt og uden at nogen kan sige, hvor det ender. Det eneste, der er sikkert, er, at det, der var drivkraften bag tre-fire årtiers unikke velfærdsmodel, i dag er ved at blive afløst af noget andet.

Den dalende solidaritet mellem samfundsklasser, er et udtryk for netop det. Mere end hver fjerde dansker mener ifølge Gallup i Politiko i dag, at de sociale ydelser er gået for vidt, og at flere må klare sig selv. 44 procent mener, at mange på overførselsindkomst ikke gider arbejde og fire ud af 10 med de højeste indkomster mener ikke, at der er en ordentlig balance mellem, hvad de betaler i skat og modtager af ydelser fra velfærdssamfundet. Ifølge tre forskellige undersøgelser i Berlingske, Politiken og Ugebrevet A4 den seneste uge.

Det var velfærdssamfundets klassiske opgave i socialdemokraterne Jens Otto Krags og Anker Jørgensens overbevisning at afbøde de negative konsekvenser af kapitalismen, at sørge for børn, syge og gamle og dem, der ikke var plads til i produktionen. Og således at de produktive blev lettet for byrder, og kvinderne kunne komme ud på arbejdsmarkedet.

Velfærdssamfundet udjævnede konjunkturerne, stod parat med dagpenge, en ekspansiv finanspolitik og støtte til skibsværfterne, når der ikke længere var brug for så mange hænder i industrien.

Det nye samfund har af mange grunde ikke længere den mulighed eller den drivkraft. De, som står uden for arbejdsmarkedet, belaster derimod samfundets evne til at konkurrere med andre lande om at ligge forrest i globaliseringen.

Lidt firkantet sagt er efterlønnere, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister ikke længere genstand for samfundets medfølelse og støtte, men en tung klods om benet. Et årti eller mere med en politisk hoveddagsorden om at udvide arbejdsstyrken og skaffe flere hænder har sat sine spor. Derfor blev debatten om »fattige Carina« så voldsom.

Så når socialdemokratiske ministre i dag står i kø for at stramme kravene til de ledige på kontanthjælp og førtidspension, løber de rent holdningsmæssigt åbne døre ind. Ret og pligt, noget for noget og yde før man kan nyde er for længst blevet middelklassens almene syn på velfærdssamfundet og dets opgaver.

Når SF’s skatteminister Thor Möger Pedersen siger, at lettelserne i skatten i en kommende skattereform er forbeholdt de »hårdtarbejdende«, glider det mere eller mindre smertefrit igennem – selv i SF’s rødeste bagland.

De holdningsskred, der viser sig i disse år, gør det i virkeligheden lettere for en SRSF-regering at føre en økonomisk politik, som man tidligere ville betegne som borgerlig og liberal. Og det bliver der brug for, hvis den mener noget med ambitionen om at rette økonomien og konkurrenceevnen op og gøre indhug i de 700.000-800.000 i den arbejdsdygtige alder, der i dag er på overførselsindkomster.

Jo, det var et hårdt slag for SF og Ôzlem Cekic, at Carina ikke var så fattig, og at det ikke var muligt efterfølgende at finde nogen, der var. Men i det lange løb kan regeringen kun være tilfreds med, hvad der kom ud af debatten. Reformvinduet står pivåbent.

I det samfund, som er ved at tage form efter velfærdssamfundet, er konkurrencen altdominerende mellem systemer, institutioner og nationer. Når Nyrup Rasmussen (S) talte om et samfund i verdensklasse og Lars Løkke Rasmussen (V) opstillede mål for, hvordan Danmark skal kunne måle sig med resten af verden på en række parametre, så er det en del af den forandring, som også har påvirket holdningsdannelsen i snart mange år.

Folkeskoler, universiteter, hospitaler, skattetryk, indvandring af højtuddannede og meget andet bliver sammenlignet, og Danmarks evne til at performe i forhold til andre bliver selve målet for post-velfærdssamfundet, fordi det er den eneste måde at bevare velstanden på i en global verden. Opgaven for politikerne er at sørge for, at omstillingen sker på en ordentlig måde måde,

Det, der måske går tabt, er solidariteten mellem befolkningsgrupperne, som er og var »folkhemmets« inderste kerne. Uanset om regeringen har en rød eller en blå farve, vil de reformer, vi kommer til at opleve de kommende år, gå i retning af et større personligt ansvar og flere valg.

De universelle velfærdsordninger vil gradvis blive sat under pres og nogle af dem udskiftet med forsikring og brugerbetaling. Og kravene til dem der modtager offentlig forsørgelse vil stige stødt. Krisen har øget tempoet, så de holdningsmæssige parader, som tidligere har være uigennemtrængelige, er ved at falde.