Et føderalt Europa – hvor er EU-modstanderne henne?

Europas Forenede Stater har altid været det store spøgelse i dansk politik. Uden at det har været specielt veldefineret, hvad det dækker over, og hvornår et internationalt samarbejde bliver til et fællesskab og en union og derfra til »forenede stater«, så har skræmmebilledet af Bruxelles-bureaukraterne og et Folketing forvandlet til et sølle amtsråd altid kunnet mobilisere den danske EU-modstand, når det gjaldt.

Føderalisterne havde gyldne år i tiden efter Murens fald med Maastricht-traktaten om fælles mønt, unionsborgerskab, fælles forsvar og udenrigs- og sikkerhedspolitik. Siden satte frygten for et udvidet Europa med 27 lande og den berømte »polske blikkenslager« en stopper for en fælles forfatning med et stærkt sæt af europæiske rettigheder. De unionsivrige slog sig for en tid til tåls med, at EU ikke samtidig kunne udvide i dybden og i bredden, EU-kernelandene Frankrig og Holland stemte nej i 2005, og i mange europæiske lande opstod der stærke højrepopulistiske, EU-skeptiske bevægelser.

Med krisens højspændte test af euro-klubbens solidaritet over for de svageste lande synes tankerne om Europas Forenede Stater længere væk end nogensinde. Få års økonomisk krise truede med at bryde ned, hvad generationer har bygget op.

Men hør så her, hvad den stærke tyske kansler, Angela Merkel, sagde for nylig i et interview til en række europæiske aviser. Hun anførte, at Europas lande bør nærme sig hinanden på alle politiske områder og blev spurgt, hvordan det bør afspejle sig i EUs institutioner:

»I løbet af en langvarig proces vil vi overføre flere kompetencer til Kommissionen, som kommer til at fungere som en europæisk regering, hvad angår de europæiske kompetencer. Det forudsætter et stærkt parlament. Rådet, som samler regeringscheferne, kommer så til at udgøre andetkammeret. Til slut har vi EU-Domstolen som Højesteret,« sagde Merkel, hvilket også er refereret i Mandag Morgens artikel i dagens Politiko: »Fire ubekvemme sandheder om EU«.

Altså et politisk system med Europa-Parlamentet og rådet af stats- og regeringschefer som hvad der svarer til Senatet og Repræsentanternes hus i USA. Det burde få ængstelige danske unionsmodstandere ud af køjen. Og havde det ikke været for den lammende finanskrise, gældskrisen og den europæiske tillidskrise, så havde finanspagten givetvis kunnet samle pæne demonstrationer på Christiansborg Slotsplads eller middelstore  læserbrevsstorme i de nationale aviser.

Jo, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har med hvert sit udgangspunkt ment, at Danmark skal stå uden for pagten, men her synes konfrontationslysten også at stoppe – trods manifeste danske forbehold og en lang tradition for skarpe EU-debatter, vil der ske det, at pagten med dens skrappe finanskrav erklæres for ikke-stridende mod Grundloven, og derfor hverken sendes til folkeafstemning eller bliver genstand for nogen større debat.

Måske skyldes EU-skeptikernes tilbageholdenhed, at det denne gang hverken er flommeeuropæere, opulente franskmænd eller fremsynede eurokrater, der svinger taktstokken. Det tigerspring, som pagten medfører med hensyn til yderligere europæisk integration, er tvunget igennem af økonomiske årsager som følge af en krise, der har stillet Europas ledere over for valget mellem en tæt finanspolitisk union eller en helt uoverskuelig opløsning. Med Angela Merkel og Nicolas Sarkozy i spidsen valgte EU den politiske union og den stramme styring af landenes økonomiske politik.

Så hvis Kjærsgaard, Samuelsen og Schmidt-Nielsen skal skælde ud og råbe »Bruxelles kommer!« så er det i virkeligheden kapitalmarkederne og økonomisk uansvarlige sydeuropæiske lande, de skal rette vreden imod. Og det er måske ikke så nemt. I stedet må de finde sig i, at den tættere integration bliver sneget ind ad bagdøren og glæde sig over, at folkeafstemninger om de danske EU-forbehold er udskudt til langt ud i fremtiden.