Thornings reformer er i fare for at smuldre

For dem, der havde håbet på, at det danske samfund gennem en stribe politiske forlig kunne blive toptunet til at skabe vækst og fremgang efter krisen, kan det store reformår, som statsminister Helle Thorning-Schmidt har bebudet, gå hen at blive en slem skuffelse. Det skyldes først og fremmest, at regeringen har været for optaget af indre spændinger til at skabe de tre vigtige alliancer, der skal til for at få reformprocessen til at lykkes. Og her må man se helt bort fra alliancen med vælgerne, som regeringen bliver nødt til at se bort fra for en tid og så håbe, at de vender tilbage, når et folketingsvalg nærmer sig.

Når alliancerne ser ud til at smuldre sammen med det ambitiøse reformprogram, peger pilen først og fremmest mod den uerfarne finansminister Bjarne Corydon, som er udset til at være ham, der skal samle trådene. Tråde som stritter i flere og flere retninger, jo mere han lytter og ikke selv er i stand til at give et bud på, hvordan de reformer, som statsministeren i sin nytårstale mente vil kunne »måle sig med de sværeste i vores historie«, kommer til at se ud.

Den vigtigste alliance for regeringen er naturligvis alliancen med dens parlamentariske grundlag. Enhedslisten har hidtil været meget loyal over for regeringsprojektet. Men på det seneste er partiets folketingsgruppe begyndt – mildt sagt – at se med stigende skepsis på det, som man opfatter som en vanvittig højredrejning og ren borgerlig økonomisk politik – nedskæringer, skattelettelser og øget pres på ledige. I Enhedslistens folketingsgruppe har man set hinanden dybt i øjnene og er blevet enige om, at man under ingen omstændigheder vil tvinges til at stemme for forslag, som man er direkte imod. Og da Enhedslisten ser finansloven som et samlet katalog over de love, der er vedtaget i året, kan det blive overordentligt svært for regeringen at få flertal for sin finanslov for 2013 med Enhedslisten. Regeringen har troet, at den kunne tage sin venstrealliance for givet. Det kan den ikke.

Den anden alliance, som regeringen er nødt til at skabe, er til partiet Venstre. Venstre er udset til at levere stemmer til de store reformer af skat og arbejdsmarked. Regeringens strategi er at præsentere udspil, der er så blå i deres grundtone, at de minder om Venstres partiprogram, og at Venstre derfor ikke kan undgå at stemme for dem. Det vil formentlig kunne lykkes med førtidspension og kontanthjælp, men når det kommer til en skattereform, er det svært at se, hvad der skulle få Venstre med i et forlig. Regeringen har endnu ikke noget bud på, hvor den vil finde de mange milliarder, der skal til for at sænke skatten på arbejde markant. I Venstres top undrer man sig over, at regeringen ikke i det mindste har indledt foreløbige sonderinger på topplan for at lægge nogle grundsten for de senere forhandlinger. En ting er sikkert: Med omkring 32 procent af stemmerne i meningsmålingerne vil Venstre til hver en tid hellere have et valg i utide frem for et lunkent forlig.

Den tredje alliance, som regeringen har svigtet, er alliancen med arbejdsmarkedets parter – især vennerne i fagbevægelsen – som er udset til at bære en aftale hjem, der skal udvide arbejdsstyrken og forbedre konkurrenceevnen. Jo, LO og formand Harald Børsting har investeret meget i den nye regering både før valget og efter, og Helle Thorning-Schmidt kan takke fagbevægelsen for, at hun vandt valget. Derfor er forventningerne her også, at det nu er tid til at betale tilbage. Men sådan ser Bjarne Corydon og resten af regeringen ikke på det, og derfor truede statsministeren for nylig fagbevægelsen med helt at droppe trepartsforhandlingerne. Den ved, at LO vil gå meget langt for en aftale, men glemmer at LO er en skrøbelig sammenslutning af mange forskellige forbund og mange utilfredse medlemmer, som flygter i bundter. Over for dem bliver det svært at sælge en aftale, der betyder mere arbejde i en tid, hvor ledigheden er relativt høj, og hvor man allerede har givet afkald på efterløn, fireårig dagpengeret, lønstigninger og meget mere.