Den kollektive sparekurs kan trække Europa ned

Frygten for stigende renter og pisken fra EU og IMF har fået stort set alle EU-lande til enten at skære dybt i de offentlige udgifter, sætte skatterne og pensionsalderen op eller lønningerne ned. Nogle har endda måttet gennemføre alle stramningerne på en gang. Politiko gennemgår i dag krisehåndteringen land for land. Det er en barsk kur, de europæiske befolkninger er sat på, og de har givetvis ikke set det sidste.

Et af de skræmmende resultater – fire år efter krisen brød ud – er at 17,4 millioner mennesker er arbejdsløse i euro-området. I Spanien og Grækenland er der en ledighed på henholdsvis 24,1 og 21,7 procent, viser den seneste opgørelse. Ungdomsarbejdsløsheden er steget til hele 22,6 procent for euro-området. I Italien er hver tredje ung arbejdsløs, og i Spanien er det hver anden. Den slags fører ofte  til social uro, optøjer og efterfølgende dyb politisk mistillid, som det er sket for grækerne, der i går viste deres dybe protest mod de etablerede partier ved parlamentsvalget.

Det spørgsmål, som derfor med stigende styrke runger over Europa, er, om EU-landene har strammet for meget op. I spareiver og tysk budgetdisciplin er de ifølge nogle økonomer ved at skrue Europa ned i et stort sort hul. En spiral af manglende vækst og højere arbejdsløshed, der betyder større offentligt underskud, som fører til nye stramninger og endnu større pres på væksten. Resultatet kan blive ikke bare en langvarig recession for Europa, men være med til at skærpe modsætningerne mellem samfundsgrupper og mellem befolkningerne og politikerne i en grad, som det kan være svært at reparere på, når krisen en dag er overstået.

Spørgsmålet om den økonomiske kurs har været centralt i den franske valgkamp, og sejren i aftes til socialisten Francois Hollande tyder på, at en ny  retning for Europa kan være på vej. Den omdiskuterede finanspagt ser i hvert fald ud til at blive suppleret med en betydeligt større vækstpakke for Europa, end der var lagt op til på topmødet i marts.

Økonomer har længe sloges om den rette medicin: Spare eller spendere. Indtil nu har sparevejen og den tyske kansler Angela Merkel vundet. Men måske er der en middelvej mellem de to positioner. For det går ganske pænt i en række nordeuropæiske lande, som ikke er ramt af den voldsomme arbejdsløshed, og hvor der er langt bedre styr på de offentlige udgifter. Disse lande – især Tyskland – burde derfor ifølge nogle økonomer åbne mere for kasserne og hjælpe væksten i gang.

Også for Danmarks vedkommende er det fortsat sparekursen, der er den herskende både for regeringen og oppositionen. Den beskedne kickstart, som regeringen introducerede sidste år, bliver næste år formentlig afløst af det, som nogen har kaldt »et kickstop«. I sidste uge kom det frem, at det offentlige underskud i år ikke bliver så stort som forventet men »blot« på 75 milliarder kroner og ikke 101, som forudset i december sidste år.

I denne uge ventes regeringen, at fremlægge sin økonomiske plan frem til 2020. En plan, der skal tage livtag med de mere langsigtede strukturelle underskud i dansk økonomi. Det er her, trepartsforhandlingerne samt reformer af førtidspension, kontanthjælp, fleksjob og efterløn kommer ind i billedet, når der skal sikres ligevægt i det magiske år 2020.

På kort sigt får Danmark ikke problemer med at komme under den maksimale grænse for årlige underskud på tre procent af BNP næste år. Det vil sige, at der kunne være basis for at lukke lidt mere op for de offentlige kasser de kommende par år – eksempelvis gennem skattelettelser og mindre offentlige besparelser. Det kunne for regeringen måske endda lette forhandlingerne både med de borgerlige partier og med Enhedslisten.

Men det, der betyder noget, er, hvad euro-landene i fællesskab kan enes om. EU har vist sig mere effektivt, end mange havde troet, til at redde euroen, som var truet af den græske økonomiske nedsmeltning. Nu skal de europæiske ledere bevise, at de også kan hjælpe med til at skabe vækst og beskæftigelse.