Alliancen mellem Vestager og Barfoed sejrede til sidst

Efter sidste uges skatteforlig – og en stribe andre reformer – står Danmark enestående godt rustet til at komme helskindet igennem den økonomiske krise. De økonomiske vismænd, som i mange år skarpt har anbefalet velfærdsreformer i større skala, er for en tid blevet tavse, læs blot deres analyse i dagens Politiko. Dansk økonomi er holdbar frem til 2020, det nuværende store underskud er konjunkturbestemt og ventes at rette sig, når det igen går fremad. Dog udelukker rådet ikke, at der kan være behov for yderligere politiske tiltag for at sikre holdbarhed på den anden side af 2020.

Faktisk  ser den offentlige danske økonomi så godt ud, at presset på regeringen fra den kant er faldet betydeligt. Danmark er i dag en “sikker havn” for udenlandske investorer, renten presses i bund, og om ikke andet kan det da være et lyspunkt  for den pressede regering i det voldsomme opgør med Enhedslisten og SF’s venstrefløj.

På en underligt bagvendt facon blev sidste uges dramatiske skatteaftale en sejr for den udskældte reformalliance, som den radikale Margrethe Vestager og den konservative Lars Barfoed indgik i valgkampen sidste år.

I regeringen vandt Vestagers kurs endnu en gang med uro i SF og et krigerisk Enhedslisten til følge. I den borgerlige lejr lykkedes det Lars Barfoed at træde i karakter og trække et vrangvilligt Venstre ind i forlig. Siden valget har netop de to ubesvarede spørgsmål luret: Det ene, om regeringen ville gå til højre eller venstre.  Om den også på det konkrete plan magtede at føre  blå midterkurs og lave forlig med Venstre og Konservative, eller om den ville ende med at forskanse sig med Enhedslisten som det sikre, trofaste støtteparti. Svaret er, at da muligheden viste sig, greb regeringen muligheden for at gå til højre og opfylde sine løfter om ikke at føre blokpolitik.

Det andet ubesvarede spørgsmål var indtil i fredags, hvis kurs der ville vinde i oppositionen. Visnepolitikken over for SRSF, som især Venstre har stået for, eller samarbejdslinjen som Konservative har repræsenteret. Med den skattereform, som regeringen lagde frem, med de indrømmelser den i slutfasen var parat til at give, og med et hårdt pres fra erhvervslivet og det kommunale bagland, var der for Venstre ikke andre veje at gå, end at samarbejde og lave forlig. Lars Løkke Rasmussens kluntede forsøg på at afvise forhandlinger, mens han var i Rio, viste sig helt uholdbart.

Spørgsmålet er, hvad det  betyder for fremtiden og den resterende del af SRSFs regeringsperiode. En ting står helt klart: At regeringen nu skal i gang med at reparere på forholdet til sit parlamentariske grundlag. Om det vil lykkes med mide gaver og venlige kaffeinvitationer  hen over efteråret at få Johanne Schmidt-Nielsen ned igen fra det træ, hun i fredags kravlede op i, er svært at sige, fordi det mestendels beror på Enhedslistens mangfoldige hovedbestyrelse, som er svær at forudsige. Når finansminister Bjarne Corydon (S) fredag udtalte, at han sover roligt om natten med tanken på Enhedslisten, så beror det på den parlamentariske logik, at Enhedslisten trods megen bulder og brag og teatertorden ikke vil kunne overleve at være årsag til, at VKO kommer tilbage til magten. Enhedslisten må på den hårde måde sande, at den ikke er støtteparti som Dansk Folkeparti var til VK regeringen, men snarere som Enhedslisten var det ti Nyrup-regeringerne i 90erne. Nogle gange var er de inde i varmen andre gange ude.

Men kan metoden med at trække V og K til politiske aftaler med blå udspil så genbruges de kommende år. Det er tvivlsomt. Reformer af førtidspension og kontanthjælp ligger i slipstrømmen af skattereformen, Derefter er behovet for økonomiske reformer som sagt aftaget, og Venstre vil jo mere et valg nærmer sig, være optaget af at skabe større kant til regeringen. Så et godt bud er at Vestagers og Barfoeds alliance har stået sin prøve med topkarakter,  men næppe kommer til at danne skole for hele den nuværende regeringsperiode.