Thorning ramt af skuffelse fra tre sider

De historisk ringe vurderinger og opinionsmålinger  fortsætter med at regne ned over regeringen og statsminister Helle Thorning-Schmidt. Senest er det Megafon, som har målt, at 55 procent af vælgerne siden valget sidste år har fået ringere tillid til regeringschefens evne til at lede landet, kun seks procent har fået større tillid. I sidste måned målte Gallup for Berlingke Politiko, at andelen af vælgere, der foretrækker Thorning-Schmidt  frem for Lars Løkke Rasmussen som statsminister er styrtdykket til bare 32 procent, mens opbakningen til Venstres formand er helt oppe på 50 procent.

Statsministeren er altså ramt af en voldsom tillidskrise, og den kommer tilsyneladende fra mange forskellige kanter.

Der er dem, som havde håbet på en ægte rød regering med Socialdemokraterne og SF i spidsen. En regering som kunne føre klassisk centrum-venstre politik med fokus på en stor og velfungerende offentlig sektor, et udbygget socialt sikkerhedsnet og en mere lighedsorienteret  fordeling af goder og byrder. De havde håbet på en røde værdipolitiske mærkesager som en tydelig lempelse af udlændingepolitikken, fokus på rehabilitering i stedet for straf og afskaffelse af nationale test i folkeskolen for at tage et par eksempler. De er skuffede over, at regeringen har valgt en blå midterkurs på de vigtigste politikområder – faktisk er regeringens politik på lange strækninger en videreførelse af VK-regeringens. Uroen i SF og Johanne Schmidt-Nielsens offentlige raseri har kun bestyrket denne gruppe af vælgere i, at der er noget helt galt.

Mange af dem er flygtet til Enhedslisten, og set i det store billede kan regeringen være ligeglad med vandringer i den retning, fordi mandaterne bliver i den røde blok.

Værre er det med de skuffede midtervælgere, som mest koncentrerer sig om egen pengepung og kvaliteten af de velfærdsordninger, de efterspørger. Det kan godt være, at de ifølge regnestykker fra Finansministeriet står til en pæn skattelettelse, men det de hører, er, at folkepensionen ikke længere er en sikker ting, at regeringen havde planer om at modregne udbetalinger fra store pensionsopsparinger i grundbeløbet. De hører, at  man vil pille ved rentefradraget og børnechecken. Det kan godt være, at grænsen for nedtrapning af ydelsen ligger højt, men når man en gang har knæsat et princip om, at checken  er indtægtsafhængig, så er det penge, man kan regne med på længere sigt. Og så hører de, at der er lagt yderligere afgifter på en lang række dagligvarer, og at det sociale sikkerhedsnet som dagpenge og førtidspension ikke længere er så fintmasket.

Denne gruppe af vælgere forsvandt for manges vedkommende allerede i et hurtigt ryk efter regeringsdannelsen. De havde troet på, at de med en ny regering kunne bevare velfærdsgoder som for eksempel efterlønnen, at de kunne undgå offentlige nedskæringer og endda få billigere offentlig transport, kortere ventetid til skadestuerne og flere pædagoger i børnehaverne med den nye regering. Denne gruppe er dybt skuffet, og jo længere tid der går, des mere bliver de bekræftet i, at de ikke skal vende tilbage til den røde blok.

Den sidste gruppe er skuffet over en rodet ledelse af landet, det de opfatter som uærlighed og snyd. Med 10 år med et  fasttømret flertal og en fast hånd, hvor det man sagde før et valg, gennemførte man – i vidt omfang – efter. så  opleves den politiske virkelighed i dag kaotisk og usammenhængende. Skiftende flertal, kaotiske  reformforhandlinger, mislykkede pressemøder og brudte løfter opfattes som om, der ikke er styr på ledelsen af landet.

Det paradoksale er, at regeringen i vidt omfang har gjort, som den sagde, at den ville. Nemlig gennemført reformer af lyseblåt tilsnit af overførselsindkomster og skat med et stort flertal i Folketinget. Den har vist, at den kan samarbejde med de borgerlige partiet og fået ros fra både økonomer og erhvervsliv. EU-formandskabet har været pænt succesfuldt, hvis man skal tro bedømmelserne hidtil.

Derfor er der ingen tvivl om, at en stor del af frustrationerne kunne være imødekommet med en anden og stærkere kommunikation, og hvis man tidligere havde forberedt vælgerne på, at det her bliver rodet, temmelig blåt og løfter vil blive brudt.

Dog er det er langt fra nok at forklare den massive tilbagegang med for ringe kommunikation. Meget tyder på, at vælgerne vil have noget andet, de havde håbet og lagt forventningerne ind i noget andet, end det den nye regering har kunnet levere – i enten den ene eller den anden retning. Så stemningen vender næppe blot ved nu at føre mere rød politik med Enhedslisten. En ny begyndelse, som nogle Socialdemokrater og SF’ere håber på. Det er der hverken parlamentarisk grundlag for med de Radikale i regeringen eller vælgermæssig opbakning til.

Tværtimod må strategien nødvendigvis være at fortsætte rækken af forlig med de borgerlige partier i håb om, at vælgerne på et tidspunkt vil få den opfattelse, at græsset måske nok er mere blåt men ikke er grønnere på den anden side.