Motorerne er startet, der gasses op og ned, adrenalinet pumper i kroppen. Hvem bøjer først af? Hvem overgiver sig? For hvem bliver presset for hårdt? Enhedslisten og regeringen er i gang med et historisk chickenrace, som formentlig først finder sin afgørelse hen på efteråret.

En politisk opførelse af den amerikansk inspirerede “ungdomssport,” hvor to testosteron dampende teenagedrenge styrer deres to biler i høj fart direkte mod hinanden på midterstriben af vejen i et øde industriområde ved nattetid. Vennerne hepper og hujer og sluger dåsebajere. Og den, der først drejer væk fra striben og undgår det fatale sammenstød er selvfølgelig kylling. Hvis ingen af dem gør det, så er det ikke sikkert at de overlever.Det store crash, som lurer til efteråret, er naturligvis regeringens fald og udskrivelse af Folketingsvalg. Da regeringen indgik skatteforlig med Venstre og Konservative afbrød Enhedslisten alle forbindelser, kaffemøder, orienteringsmøder og alt andet og erklærede, at man ikke længere var regeringens støtteparti. Det er det, der nu skal stå sin prøve, var det bare bragesnak, eller har Johanne Schmidt-Nielsen hår nok på brystet til at vælte en rød regering.

Gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) svarede i dag igen med at kalde Enhedslisten for et “ekstremt parti” og sige, at man hellere vil afgive magten end at lade sig dirigere af Enhedslistens hovedbestyrelse af leninister og trotskister. Kommunister skal ikke styre Danmark.

Så hvad er det, der foregår? Er det blot det traditionelle forspil forud for afgørende forhandlinger  - en rituel stammedans før en forbrødring til efteråret om næste års finanslov. Eller er det en ægte krise, som i sidste ende kan føre til det store brud?

Lytter man til de indre linjer så er krisen dyb og tonen helt uforsonlig. På føresæderne af begge biler er man angiveligt ved at forberede sig på, at det kan gå galt, og det fatale sammenstødet kan blive en realitet.

For regeringen drejer det sig om at få tæmmet støttepartiet og få fastslået rangorden en gang for alle. Hvis Enhedslisten skal true med at vælte regeringen, hver gang man laver forlig til anden side, så bliver det en ulidelig og helt umulig regeringsperiode. Man forstår ikke, at Enhedslisten ikke bare kan indtage den samme position som under Nyrup-regeringerne i 90erne, hvor partiet også var parlamentarisk grundlag. Dengang var man nogle gange med og andre gange ikke, og i tilspidsede situationer spændte man et sikkerhedsnet ud under regeringen.

Til det siger Enhedslisten to ting: For det første var man i 90erne ikke nødt til stemme for finansloven. Praksis var på det tidspunkt, at alle “ansvarlige” partier stemte for den samlede fiananslov. Senere er praksis blevet, at afstemningen om finansloven er en test af regeringens parlamentariske grundlag. Derudover mener Enhedslisten at regeringens politik er langt mere blå, end man havde forudset og langt mere liberalt borgerlig end under Nyrup. Til begge dele siger regeringen: Bullshit. Afstemningen om finansloven er reelt en tillidsafstemning om regeringen, og hvis Enhedslisten vil vælte den, så kan de jo bare gøre det og tage ansvaret for det.

Og blå eller rød? I regeringen, siger man,  at man fører den politik, som er angivet i regeringsgrundlaget, og i 90’erne førte man en økonomisk politik, som var mindst ligeså skrap over for de ledige for eksempel.

Problemet er, at Enhedslisten ikke er enig i regnemetoden. Finansministeriets regnemaskine er indstillet forkert, mener man. Den er for nyliberal. Et større udbud af arbejdskraft, som er en af regeringens vigtigste målsætninger, bringer ikke de penge i statskassen på lang sigt, som regnemaskinen angiver, mener Enhedslisten. Derfor er uenighederne om den økonomisk politik mere fundamental end et spørgsmål om skatteforlig med højre eller venstre side.Med i spillet er naturligvis scenarierne for fremtiden. Hvad ligger der på den anden side af det store crash. Som meningsmålingerne tegner nu, så er der ikke megen tvivl, at statsministeren hedder Lars Løkke Rasmussen.(V). Enhedslisten vil være sat helt ud af spillet i en årrække. Men det kan man godt leve med, hvis det, der kommer efter – på et tidspunkt – er et reelt rødt alternativ med en ny ledelse i S og SF. Så hellere det, end at acceptere det nuværende blå regime, som man opfatter det. Enhedslistens vælgere er parat til at acceptere, at man vælter en rød regering, har man målt sig frem til.

For regeringen synes der at være endnu mere på spil. Mister man regeringsmagten efter bare et år, og tvinges man til at realisere den massakre af både S og SF, som målingerne tegner til lige nu, så vil det formentlig udløse en udskiftning af ledelserne i de to partier, og der vil gå mange år, før man igen kommer til fadet.

Så det kan godt være at man puster sig op nu og trykker utålmodigt på gaspedalen, og at forholdet mellem regeringen og Enhedslisten er lagt nederst i dybfryseren, men de objektive kendsgerninger peger fortsat på, at de når hinanden og undgår sammenstødet på midterlinjen. Så må de derefter slås om, hvem der er skal kaldes “kylling.”