En generation som aldrig har kendt kommunisme og totalitære ideologier

Det interessante ved Enhedslistens drømme om revolutionen, som beskrevet i Berlingske Søndag,  er ikke, at nogen stadig har de holdninger og at socialismen fortsat lever i et partiprogram på den yderste venstrefløj.

Det interessante er at læse og høre, hvor begejstret og drømmende yngre medlemmer af partiets folketingsgruppe og hovedbestyrelse kan formulere denne utopi af et samfund. Et samfund, hvor alle yder efter evne og nyder efter behov, hvor politi og militær er afskaffet, banker nationaliserede, og de ansatte har overtaget virksomheder og produktionsmidler, hvor hashen er givet fri og alle tjener det samme.

Romantikken omkring et samfund, der bygger på helt andre værdier og principper end de kapitalistiske, trivedes i blandt unge især i de tre årtier 60erne, 70erne og 80erne og led et hårdt tilbageslag, da Berlinmuren faldt og Sovjetunionen gik i opløsning, da Cuba faldt sammen i fattigdom og Albanien og Zimbabwe ramlede som korthus. Tilbage står Nordkorea som eneste eksempel på en gennemført socialistisk revolution – næppe noget forbillede for hverken de unge eller de gamle fra Enhedslisten.

Derfor er debatten om ideologier og utopier vigtig at tage. For de generationer, som nu vokser op, har ikke oplevet den ideologiske brydningstid, som kendetegnede Den Kolde Krig.  Er man 30 år i dag, var man bare syv år gammel, da Muren faldt, og man har aldrig været en del af det opgør med de totalitære ideologier, som det forrige århundrede var et udtryk for. I Europa faldt nazismen, fascismen og kommunismen i løbet af få årtier, og mindelserne om de forbrydelser og rædsler, som de påførte befolkningerne, bibragte en tro på, at de aldrig ville vende tilbage, at man var blevet klogere.

Men er man i dag ung og idealistisk med en stærk tro på det gode i menneskene og større retfærdighed i verden, kan revolutionen og utopierne fortsat virke besnærende og måske den eneste vej en bedre verden. Når man ikke som tidligere generationer er vaccineret mod ideologier, der tegner en fremtid i Himlen, men altid ender med at påføre et Helvede, så er det nemt at lade sig forføre.

Når 12 procent af vælgerne ifølge målinger i dag vil stemme på Enhedslisten, er det næppe udtryk for, at drømmen om en socialistisk revolution er ved at brede sig i det danske samfund. Der er snarere tale om en protest mod den nuværende regering, som mange på ventrefløjen mener har svigtet idealerne og flyttet sig for langt til højre.

Når medlemmer af Enhedslisten flirter med tanker om at lukke “borgerlige medier” i forbindelse med revolutionen og undertrykke ytringsfriheden og andre borgerlige frihedsrettigheder, så er det et direkte levn fra 70′ernes ophedede diskussioner på venstrefløjen mellem SF’ere og Venstresocialister, mellem SAP’ere, trotskister og DKP’ere.

De bløde revisionister i SF, som ville reformere sig til socialismen, stod over for de hårdkogte revolutionære i VS. De sande revolutionære forestillede sig nemlig ikke, at den socialistiske magtovertagelse kunne ske uden brug af magtmidler og uden at man for en tid måtte kvæle de kontrarevolutionære kræfter i storkapitalen og  iblandt medierne.

Det lyder som en røst fra en fjern fortid, men er tilsyneladende en levende diskussion i Enhedslisten, som oplever en historisk fremgang og i dag udgør regeringens parlamentariske grundlag. Hvordan skal revolutionen foregå? Imens ser ungdommen til, og en del af den vil blive fascineret af den lysende fremtid, som tegnes på den anden side af revolutionen. Imens må medier og politiske modstandere blive ved med at spørge ind til, hvordan præcist man forestiller sig, at den skal foregå.