Den politiske kurs for et parti bestemmes i dag som oftest af nogle få mennesker helt i toppen. Det er i denne snævre kreds bestående af formanden, hans eller hendes nærmeste medarbejdere og en håndfuld betroede partifæller, at nye initiativer og udspil, strategi og kampagner tilrettelægges. I nogle partier er det mere udtalt end i andre, men billedet og tendensen er den samme: Topstyringen tager til, og »afvigere« møder stadig mindre tolerance. Resten af partiets medlemmer – inklusive de folkevalgte længere tilbage i rækkerne – forventes at rette ind og både klappe i og klappe i hænderne, når formanden holder sin store tale på landsmødet.
Fænomenet er ikke af ny dato, og kravet om partidisciplin har altid været ubønhørligt og krævet sine ofre som i tilfældet Ôzlem Cekic fra SF, som nægter at stemme for regeringens skatteaftale. Men når partimedlemmer end ikke får mulighed for at diskutere en ny politisk kurs, før den lægges fast, er der ikke meget tilbage af det at være folkevalgt, kandidat eller bare politisk aktiv – ikke andet end en stemning, et ubestemmeligt tilhørsforhold og en her-og-nu sympati over for et bestemt parti, som man også kan have over for sin familie eller den virksomhed, man arbejder i.

Topstyringen viser sig især i de partier, som har formået at foretage store politiske kursskifter som eksempelvis Venstre i 1998 og SF i 2005. Den er taget til, i takt med at partierne i højere grad er begyndt at fungere efter markedsorienterede principper. Når brandet bliver det vigtigste, er uenighed og diskussion skadelig. Derfor bliver partierne mindre interessante at være en del af. Hvis man som ung idealist gerne vil forandre verden i liberal, konservativ eller socialistisk retning, er det næppe i de politiske partier, man i dag ser mulighederne for at udfolde sig. Resultatet er, at det er karrierepolitikerne med deres akademiske grader og skoling i de politiske ungdomsorganisationer, som kommer til at fylde det meste.

Da et flertal i Folketinget fra midten af 90erne mangedoblede den statslige partistøtte og vedtog den såkaldte Olsen-plan efter daværende justitsminister Erling Olsen (S), skete det i en god mening. Man ville styrke de politiske partier, så de blev bedre i stand til at hamle op med de store interesseorganisationer og embedsmændene i ministerierne. Men en sideeffekt af den øgede statsstøtte, som man måske ikke havde kalkuleret med dengang, er, at partierne gradvis har mistet deres folkelige forankring.
Folketingsmedlemmerne og det centrale partiapparat blev styrket betydeligt med store sekretariater og flere medlemssekretærer. Det skete samtidig med en udvikling i retning af, at partierne mistede opbakning og havde sværere og sværere ved at levere penge, kandidater og politisk input til Folketingets arbejde.

De øgede ressourcer, som partierne har fået, er hovedsagelig blevet brugt på at ansætte akademikere, spindoktorer og kommunikationsfolk og ikke til at styrke det lokale partiarbejde. I dag kan partier som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som er Folketingets nyeste, eksistere stort set uden noget partimæssigt bagland. Sådan et er godt at have og er med til at styrke partiets legitimitet, når man kan stille op til kommunal- og regionsvalg, men den politiske linje fastlægges udelukkende på Christiansborg.
Tidligere betød mange medlemmer af et parti, at man havde en stor magtbase både til at samle midler til kampagner, rekruttere støtter og nye kandidater; og det betød, at den politiske debat blev forankret i en partiorganisateion, og kredsene spillede ind med deres synspunkter på en sag. Alt det er stort set væk i dag. På partiernes landsmøder og kongresser foregår der ingen debat af betydning. Succeskriteriet synes at være, hvem der kan klappe højest og længst af formandens tale, og det at fremstå i enighed er et mål i sig selv.