Hvis Bjarne Corydon havde været finansminister i en Venstre-regering, så havde hans billede forsynet med Hitleroverskæg hængt på hver en lygtepæl på Nørrebro, slotspladsen foran Christiansborg var jævnligt blevet fyldt med protesterende, og oppositionen ville have fremstillet den mørkeblå Bjarne som selve symbolet på den truende sociale massegrav.

Men regeringens stærke finansminister er socialdemokrat. Og måske netop derfor slipper han godt fra at sparke til kammeraterne i fagbevægelsen igen og igen.  Ifølge ham selv er det netop, fordi han er socialdemokrat, at han har stået i spidsen for årtiers strammeste finanslov, har stået fast på at dagpengeperiode og optjeningsret ikke skal ændres, har været med til at tvinge SAS-personalet brutalt ned i løn, har afskaffet efterlønnen og lagt trepartsforhandlingerne i med fagbevægelsen i graven. Det er fordi, han er socialdemokrat, at han har været med til at barbere overførselsindkomsterne for at skaffe finansiering til skattelettelser. Og fordi han er socialdemokrat, er det ham der det kommende halve år skal stå i spidsen for det, der tegner til at blive årtiers største opgør med stærke offentlige personalegrupper og deres arbejdstidsregler.

Og selvfølgelig er der protester fra baglandet – ogsÃ¥ højlydte, og Bjarne Corydons omdiskuterede SMS til kabinepersonalets forhandlere i sidste uge medførte et af de større stormvejr i finansministerens tid, men i det lange løb preller det af. Paradoksalt nok ser det ud til, at Bjarne Corydon netop med den alliance, han var hovedarkitekten bag med fagbevægelsen omkring Fair Løsning og hele optakten til sidste valg, betyder, at han bedre end nogen anden er i stand til at tage et opgør med fagbevægelsen og samtidig overhøre deres protester. Selv siger han, at der er en bred forstÃ¥else for indgrebene og bevidsthed om krisen i blandt lønmodtagerne, mens det er deres repræsentanter indtager yderligtgÃ¥ende positioner.

Det kan godt være, at man i S-baglandet har svært ved at acceptere Corydons definition af at være socialdemokrat – lønnedgang, massefyringer i den offentlige sektor, skattelettelser og forringelser af velfærdsgoder, men hverken vælgere eller interesseorganisationer har andre steder at gÃ¥ hen. Enhedslisten er gennem finanslovsforlig gjort ansvarlig for den økonomiske kurs. Dansk Folkeparti forsøger med mellemrum af fiske i havet af utilfredse S og SF-vælgere, men næppe mange tror pÃ¥, at en regering under Lars Løkke Rasmussen, som DF støtter, vil gøre den økonomiske politik mindre blÃ¥.

I regeringens første levetid var den gængse analyse, at det var den radikale Margrethe Vestager, der svingede taktstokken, nÃ¥r der skulle reformeres og strammes op, og at S og SF kun fodslæbende lod sig trække ind i den blÃ¥ økonomiske kurs. Men i dag gÃ¥r de i takt – Vestager og Corydon. Analysen af problemerne og forstÃ¥elsen for, hvad der skal til for at løse dem, er den samme – og det har internt styrket finansministeren i en grad, sÃ¥ den blÃ¥ Corydon i dag fremstÃ¥r som regeringens stærkeste kort.

I dag og i morgen holder regeringen seminar, for at tilrettelægge det næste halve Ã¥rs politiske kurs. Et af de største sager pÃ¥ dagsordener er en reform af folkeskolen som ventes fremlagt meget snart. Hvis den overhovedet skal blive til noget, kræver det en betydelig omlægning af folkeskolelærernes arbejdstid. Og det kommer formentlig ikke til at gÃ¥ stille af – allerede nu tales der om et politisk indgreb i overenskomsterne i løbet af forÃ¥ret.

Selvom det formelt er kommunerne, der skal forhandle, så vil det være finansministeren og indenrigs- og økonomiministeren, der trækker i trådene og med reformen i hånden lægger pres på forhandlingerne. Den radikale ledelse som traditionelt har været tæt allieret med lærerne, har allerede accepteret, at det er nu slaget skal slås både med folkeskole- og gymnasielærerne.