Dansk jernlady i uheroisk kamp om penge

Der har været varmet op til det i månedsvis, forberedelsen har været minutiøs – ikke mindst når det gælder den statsministerielle kommunikation med omverdenen. En kompromisløs Helle Thorning-Schmidt ville have “sine penge tilbage,” koste hvad det koste ville. Danmark er i årevis blevet uretfærdigt behandlet og har betalt for meget til fællesskabet, og nu skulle det være slut. Om nødvendigt var Thorning-Schmidt parat til at nedlægge veto mod EU-budgettet og kaste Unionen ud i en omfattende krise for at få sin milliard. Danmark alene mod EU, Davids kamp mod Goliath. Et billede som statsministeren givetvis ikke har haft noget imod at have stående på vælgernes nethinde. Men også et billede der vidner mere om national selvtilstrækkelighed end globalt overskud.

»Den danske statsminister steg ud af bilen bevæbnet med en håndtaske,« skrev den hollandske avis De Telegraaf i går i forbindelse med det dramatiske topmøde. Med en stålsathed, som gav mindelser om britiske Margaret Thatcher, der under lignende dramatiske budgetforhandlinger tilbage i 1984 slog i bordet med ordene “We want our own money back,” havde Helle Thorning-Schmidt kastet sig ud i en offentlig budgetkrig med EU for en dansk rabat.

Og hun vandt. Opgøret blev endda i DR’s magasinprogram Bag Borgen torsdag aften kanoniseret som en af de største sager i dansk EU-historie. Man fornemmer Foghs udvidelsesforhandlinger og genforening af Europa i 2002 og Edinburgh-aftalen om de danske undtagelser i 1993 blegne i sammenligning med Thornings milliard – i hvert fald set med regeringens øjne.

Fra regeringstoppen har man i flere måneder talt konflikten op, så sejren kunne høstes i god ro og orden – og Thorning-Schmidts europæiske styrkeposition manifesteres. Undersøgelser viser nemlig, at danskerne i høj grad anerkender statsministerens evner på den europæiske scene, mens det kniber mere skulderklap på den hjemlige. Det er svært at spille stærk mand i en besværlig koalitionsregering med et vrissent bagland og en bister opposition, Der er mange interesser, som skal gå op i en højere enhed.

Set i lyset af, hvad Thorning-Schmidt og hendes regering ellers står for i Europa-politikken, virker budgetsejren dog en anelse skæv. Dybest set symboliserer den danske rabat og budgetforliget i Bruxelles et tilbageskridt for Unionens mål om stadig tættere integration. For første gang i fællesskabets historie er budgettet skrumpet og ikke vokset. Det er der givetvis mange gode grunde til, men udadtil signalerer det, at EU’s stats- og regeringschefer vil have mindre EU og ikke mere, svaret på den nuværende krise er mindre omfordeling og ikke mere. Budgetforliget lægger sig på den måde i forlængelse af de tendenser til opløsning og øget nationalt fokus, som har præget Unionen i kølvandet på finans- og gældskrisen.

Set med nationale briller har den nye danske Ironlady’s kamp været heroisk, og sejren luner godt i statskassen og i statsminsterens tyngede imageregnskab. Men set i lyset af den krise, som EU står over for, trækker det nye budget og den nationale strid om bridragene snarere i retning af alt det, som har været årsag i ulykkerne – mindre EU, mindre samarbejde, mindre solidaritet og mindre lyst til at ofre sig for fællesskabet. Imens der i EU-systemet og i de europæiske regeringer – med undtagelse af den britiske – er enighed om at svaret på krisen er mere union og tættere økonomiske samarbejde, så viser realiteterne noget andet.

Briterne er med premierminister David Cameron i spidsen på vej mod en folkeafstemning, der skal definere en løsere tilknytning til EU, i Tyskland og andre nordeuropæiske lande  er modstanden mod fortsat at hjælpe de skrantende sydeuropæiske regeringer enorm. I Grækenland og Ungarn marcherer den ekstreme nationale højrefløj, og i lande som Danmark styrtdykker opbakningen til  EU og euroen. Men budgettet faldt på plads og Thorning fik sin milliard.