Hvorfor går de borgerlige på listesko om skattely?

Af Bent Winther 29

I Island deltog omkring 20.000 i en spontan demonstration mod statsministeren, da det kom frem, at hans kone havde gemt penge i skattely. Han måtte senere gå af. I Danmark har storbanken Nordea oplevet en sand shitstorm på de sociale medier i kølvandet på afsløringerne i de såkaldte Panama-papirer. Følelsen, af at »eliten« snyder sig til privilegier, berører dybt i de ligheds- og refærdighedssøgende velfærdsamfund. Når man dertil lægger det kolossale politiske oprør fra neden, som de etablerede partier ikke bare i Danmark men i hele Europa og USA oplever i disse år, så er det bemærkelsesværdigt og svært at forklare, hvorfor reaktionen fra de ledende politikere har været så spagfærdige ovenpå den verdensomspændende lækage.  

 

Socialdemokratiet, om hvem man kunne tro, at sagen lå lige til højrebenet og nogle forargede spark til »de rige,« har parkeret den hos medlem af EU-parlamentet Jeppe Kofod, som vil presse på og have sagen undersøgt til bunds, og hos skatteordfører Jesper Pedersen, som har pustet sig op til at indkalde skatteministeren i samråd.

 

Skatteminister Karsten Lauritzen (V), der i sin karriere ikke har været håndsky over for signalpolitik og ideologiske bazookaer, er ganske vist forarget over, at Danmark formentlig går glip af milliarder af skatteindtægter, men danske særregler vil ikke hjælpe ret meget, mener han. Han vil ikke betale for at få oplysninger om danskere i skattely, og bankerne, som har hjulpet til med at placere formuer i skattely, må nu sørge for, at der er »en bedre selvjustits« i branchen. Lars Løkke Rasmussen siger i et kort interview, at han er godt gammeldags sur over, at nogen forsøger at snyde. men har ellers ikke hverken på de sociale medier eller andre steder taget emnet op. Og det er finansministeren, som ellers altid står og mangler nogle ekstra milliarder, heller ikke.

 

Dansk Folkeparti, som er kendt for at have en vis ekspertice i et spotte en folkelig forargelse, har været helt fraværende. Dog mener partiets ordfører, Dennis Flydtkær, at man godt kunne nedsætte en »taskforce« til at kigge de lækkede papirer igennem. Men ellers er skattely noget, der skal klares internationalt, siger han. Med et stærkt og kraftfuldt EU, fristes man til at spørge DF-ordføreren.

 

Liberal Alliances ordfører, Merethe Riisager, foreslår, at man slår koldt vand i blodet. Det er jo ikke sikkert, at der er foregået noget ulovligt, forklarer hun sjældent naivit.

 

Det er naturligvis en påstand. Men tager man reaktionen på Nykredits gebyrstigninger, det seneste valg i Danmark med sejr til fløjene og lægger det sammen med en stribe målinger, der viser, at tilliden til politikere og andre dele af magten rasler ned, så er det ikke forkert at antage, at den stærkeste og mest kraftfulde politiske kraft i Danmark lige nu er følelsen af uretfærdighed. Fornemmelsen af, at der er nogle, der går fri. Mens almindelige mennesker tjekkes og kontrolleres for alt fra overtrædelser af fartgrænser og skattebetaling til socialt bedrageri, sygefravær og sort arbejde, så er der nogle af samfundets mest privilegerede, der sætter sig uden for fællesskabet og får lov til at gøre, som det passer dem. Oprøret mod ikke bare Christiansborg, men også mod Bruxelles og i USA mod Washington og Wall Street er en politisk tsunami, som det er svært at se, hvor ender.

 

Så er det mangel på politisk kompas og fingerspidsfornemmelsen, når Venstres, Dansk Folkepartis og Socialdemokraternes foretrukne fodtøj i Panama-sagen har været listesko? Næppe. Er det fordi man er magtesløs over for fænomenet? Måske, men det har ikke tidligere afholdt partier og regeringer fra at fremsætte forslag, som kun har symbolsk karakter med et stort rabalder. Er det fordi, man er bange for at blive forbundet med den yderste venstrefløjs kamp mod den internationale finansverden. Hvem vil spændes bag en vogn, hvorpå, der står Occupy Wall Street? Måske er det forklaringen, og alligevel ikke. Skattely handler ligesom skandalen om de mange milliarder, Skat er gået glip af på grund af svindel med udenlandsk aktieudbytte, om noget andet.

 

Det handler om lov og orden, retssikkerhed, retfærdighed og alt det socialdemokrater og pæne borgerlige partier normalt hylder. Ja, det handler endda om lige konkurrencevilkår og almindelig hæderlighed. Så hvorfor denne tilbageholdenhed? Man kan vel godt på en gang mene, at pengene har det bedst i borgernes lommer og samtidig kæmpe som en løve for, at de penge, man en gang har besluttet sig for at kradse ind, ligger bedst i finansministerens. Men måske har politikerne bare haft så meget andet at se til i ugen. Ankers begravelse, et nyt medlem af Alternativet, kvælstof i landbruget og nye karakterkrav i gymnasiet. Der er så meget.

 

29 kommentarer RSS

  1. Af Jørgen F.

    -

    …naivt eller ej – men så er der stadig væsentlig forskel på ‘burde være ulovligt’ og så ulovligt.

    Og interessant er det jo også at se netop hvilke medier – med hvilken politisk overbevisning, der er fremherskende på redaktionerne – der er inviteret med i afsløringerne. Det er jo basalt set de i forvejen fortrukne ‘mobbeofre’, der nu bliver hængt ud igen igen af de pågældende medier.

    Der er tydeligvis noget helt galt – både med disse skattely og med disse læk.

    En godt bud er f.eks. at flere personer i EU toppen også har været dybt involveret med personlige investeringer – men bevidst er blevet fravalgt – da de pågældende medier jo som bekendt er EU liderlige.

    The owls are not what they seem.

  2. Af poul boie pedersen

    -

    Det er vel ikke ukendt, at proportionerne let forsvinder i den dækning sagerne får, i et debatfelt defineret af både politikere og medier, der i deres sagsbehandling indsnævrer feltet til dagens Breaking News om stort og småt, bare det er News snarere end tungtvejende. Det har desuden den meget uheldige virkning, at gammel News bliver glemt bogstavelig talt ugen efter.
    Til dette føjer sig ønsket fra de forskellige politiske fløje om at sætte dagsordenen.
    Dette så vi f.eks.. tydeligt, da sagerne om dovne Robert eller Fattig Carina kunne rydde forsider (og det var faktisk i dagevis). En historie om personer der (muligvis) misbruger det sociale system blev en statistisk redegørelse for, at kontanthjælpen var alt for stor, og dette makværk af en bedømmelse af systemet har siden ført til Venstres slogan om at det skal kunne betale sig at arbejde og den videre konsekvens, at kontanthjælpsloftet nu er genindført.
    Men det kan jo for langt de fleste i bunden snilt betale sig at arbejde, og Danmark har på den store statistiske klinge en enorm fin arbejdsmoral sammenlignet med andre lande. Besparelsen ved kontanthjælpsloftet er det første år ca. 400 millioner kr., voksende til et lidt højere niveau over de kommende år.
    Men det vides jo fra sidste gang loftet fandtes, at det ingen reel beskæftigelsesvirkning har, fordi påstanden om ALLE bistandsmodtageres dovne Robert holdning er et falsum, og fordi
    en stor gruppe bistandsmodtagere jo bare er det, der før var førtidspensionister og nu har skiftet titel. Sagen er jo, at kontanthjælpen er et led i en borgerlig strategi, der med et cirkelargument skal udvirke, at mindstelønnen falder, at understøttelsen derefter skal sænkes, så det kan betale sig at arbejde, hvorefter mindstelønnen falder, hvorefter ……
    Dette er vejen til ansattes fuldstændige afhængighed at arbejdsgiverne, og den målet for den borgerlige strategiske magtkamp, og derfor får problemet udstrakt opmærksomhed.
    Helt anderledes står det til, med de enorme arbejdsfri gevinster, der opstår når penge flyder i en lind strøm i skattely. Her taler vi ikke om under 1 mia. kr. årligt, men nok snarere om 75 mia. kr. årligt. der helt uden om de intentioner, der er i skattereglerne, unddrages statskassen.
    Men denne situation behøves det slet ikke at kunne betale sig at arbejde, man må gerne snyde i skat, og det selv om problemets omfang ligner en orkan sammenlignet med den fis i en hornlygte, som kontanthjælpsloftet handler om. I denne situation varetager regeringen blot egne vælgeres interesser, og ikke nok med det, man underbygger muligheden med en helt bevidst og strategisk anlagt afvæbning af SKAT, således at det er umuligt at gennemføre bare en middelmådig kontrol.
    De skattelettelser de smalleste skuldre hele tiden læger ryg til, er ikke bare et almindeligt angreb på vores lighedsidealer, de underbygges også systematisk af en bevidst supportering af skatteundragelse i et format, der ligger helt uden for almindelig fatteevne.
    Jeg er meget glad for dette indlæg fra Bent Winthers side, der måske kan bringe debatten tilbage på sporet, hvor samfundet står vagt om det afgørende retfærdighedsprincip, at loven og moralen er ens for alle.
    Vores bekymring i disse år om truslen mod sammenhængskraften kommer skam ikke bare fra flygtningeproblematikken.
    Faktisk tror jeg at følelsen af at være til grin i en enorm svindel karrusel er langt den dybeste trussel mod tilliden i vores gode samfund.

  3. Af Helge Nørager

    -

    Luxemburg kom i problemer med deres lidt for kreative skatteaftaler med multinationale selskaber.
    De multinationale betalte en brøkdel af det det skulle i skat i Luxemburg, og bedragede mange landes nationale skattevæsner.
    De er blevet STRAFFET, retfærdigheden har slået til, retten har talt……………….
    De multinationale er blevet dømt til at betale mange milliarder i efterbetaling af skat………………..
    Så sig ikke at vi ikke lever i et retfærdigt retssamfund………….

    Eneste problem er at straffen var at indbetale retsskat de havde snydt mange lande for til.
    Luxemburg.

    Kom ikke her og sig det ikke kan betale sig at svindle…….

  4. Af Uffe Staulund

    -

    Sygdom er hver mands herre.
    Grådighed er hver mands last.

    Begge problemer rammer på tværs af alle skel og grænser.

  5. Af Søren Poulsen

    -

    De borgerlige går “på listesko”? Måske, men realiteten er også langt hen ad vejen, at der ingen realitet er i påstandene om såkaldt skattely!
    Det besynderlige er de reaktioner der ses, samtidig med at enhver tænkeevne tilsyneladende er fraværende. Jeg skal blot give et enkelt eksempel herpå.
    Blandt de lækkede såkaldte Panama papirer, var der oplysninger om, at der blandt de personer der havde penge stående i skattely var Saudi Arabiske prinser. Saudi Arabiske prinser havde penge i skattely? Og forargelsen vil ingen ende tage!
    Ingen tænker tilsyneladende på, at der ikke betales skat i Saudi Arabien.

  6. Af J. Han sen

    -

    Naturligvis går højrefløjen på listesko.

    Det er jo højrefløjens vælgere som har den moral og de penge som går skattely attraktivt.

    Søren Poulsen.
    Når tyrannerne i de af Vesten støttede diktaturer i Mellem Østen gemmer penge af vejen.
    Så er det nok ikke på grund af skatten.
    Nok mere frygten for at blives smidt på porten.

  7. Af Hr. J Ha n sen

    -

    Naturligvis går højrefløjen på listesko.

    Det er jo fortrinsvis højrefløjens vælgere som har den moral og de penge som går skattely attraktivt.

    Søren Poulsen.
    Når tyrannerne i de af Vesten støttede diktaturer i Mellem Østen gemmer penge af vejen.
    Så er det nok ikke på grund af skatten.
    Nok mere frygten for at blives smidt på porten.

  8. Af Jens Winther

    -

    Skattesnyd er forkasteligt og umoralsk – og strafbart.

    Men en række af de udtalelser, man hører fra politikere, journalister og menigmand om Panama-affæren synes at være en hel del forhastede og uigennemtænkte.

    For det første er der det helt grundlæggende problem, at der er tale om dokumenter, som visse personer uretmæssigt (formodentlig endda på strafbart vis) har skaffet sig adgang til.

    For det andet gemmer de pågældende sig bag anonymitet. Det er end ikke således, at journalisterne kender de pågældendes identitet, men beskytter sine kilder. Også overfor journalisterne er kilden anonym – hvilket sædvanligvis ville have betydet, at journalisten ikke ville bringe historien!

    For det tredje har de pågældende anonyme personer ikke overgivet materialet til politiet eller andre myndigheder med henblik på en politimæssig og retlig afklaring af i hvilket omfang, der måtte foreligge strafbare forhold, men derimod til en række journalister.

    Panama-dokumenterne kan muligvis antyde, at der er personer, som muligvis har truffet dispositioner, der indebærer skattesnyd. Men det forekommer derimod helt tydeligt, at de personer, der har skaffet sig adgang til dokumenterne og har distribueret dem, har lagt større vægt på ansvarsfri sensationsskabelse og pressedækning end på at sikre at evt. strafbare forhold blev effektivt afdækket og retsforfulgt.

  9. Af Harald Kristiansen

    -

    Hvorfor går de borgerlige på listesko om skattely.

    1. Det er pinligt for de meget rige og det vidner om sanseløs grådighed. Det er der ingen, der kan lide. Det er pinligt. Ofte har disse rige ikke skabt deres egen formue. De formueplejer bare, med revisorers, bankers og advokaters hjælp.

    2. De rige taler ofte om de arbejdsløse, dem på bistand mm. De rige siger ofte, dem forsørger jeg.
    Hvis den rige ikke betaler mere i skat end en sosu, fordi de har dygtige revisorer, som sender størstedelen af deres penge i skattely, så meler de sådan set bare deres egen kage. Således burde de undlade at forarges over de fattige, fordi de bidrager ikke mere til vefærden end en sosu.

    Udsendelsen om Asker Aamund vidnet bare om den dobbeltmoral, nogle velhavende har. AA er bare blevet holdt op og bistået af velvillige banker i mange år. Han var så heldig, at nogle forskere fandt på noget, således at hans aktier steg og han kunne sælge sine aktier og komme af med sin gæld, ellers var han nok bare gået konkurs. AA er på mange måder en underholdende fætter, men her hersker udtrykket, dobbeltmoral er dobbelt så godt. Det giver jeg ikke så meget for.

    Selvfølgelig er det godt, at indvandrere kommer i arbejde, men det er ikke nødvendigt, at vise det på landsdækkende tv.

    TV er her bare blevet forvandlet til en offentlig gabestok, hvor vi landsmænd kan spotte de ledige, samtidigt med at vi drikker aftenkaffen.

    Den islandske statsminister blev valgt ind i parlamentet på parolen, gennemsigtighed i økomien og styrket islandsk krone. Herefter vælger manden og hans kone at sende 50-60 millioner i skattelyselskab. Det er ikke mærkeligt, at islændingene smider med bananer, det er den almindelige borger, der betaler endnu en gang i Island. Det er muligt, at det ikke er direkte ulovligt, det ved vi ikke endnu, men det strider imod tidligere udtalelser og ordentlig moral.
    Igen dobbeltmoral.

  10. Af Harald Kristiansen

    -

    Søren Poulsen
    Despoter sætter penge i skattely, for at forsikre sig en formue i udlandet, til livets ophold, efter et eventuelt kup, hvor de må gå fra magten.

  11. Af I. Hansen

    -

    Bent Winter ….hvor har du ret….desværre.
    Desuden kan du, til listen over “listesko-folket”, tilføje den samlede presse !!! ……som velvilligt agerer politiske mikrofonholdere – og som velvilligt – særdeles hurtigt — lader emnet falde, efter en kort berøring.

    Dybest set er det hele jo en GAMMEL nyhed, som på sørgeligst vis er blevet dækket til i årtier ……. som det gamle ordsprog: scratch my back and I´ll scratch yours (Peter Gabriel)……………en “øvelse” som traditionelt – evident baseret – har været flittig brugt i netop de “højere luftlag” i århundrede.

    At Socialdemokratiet har bevæget sig fra at være et venstreorienteret parti, til at være et borgerligt parti, …..og dermed undervejs har mistet parti-værdiorienteringen – tilskriver jeg en stor del af skylden, idet partiets anker-funktion i “udviklingen” dermed gik tabt.
    Liberaliseringen af finanssektoren tog det sidste filter mod ukontrollabel anarki.

    Absurd lovgivning der ikke kan/vil stoppe de efterhånden MANGE veje til at dræne statskassen via skattefiflerier…….og absurd at pressen er så nølende og umælende i sammenhængen!!!!

    F.eks. lanceres overskriften: Mærsk giver millioner til Operaren…..og ikke et ord om at de samtidig sandsynligvis trækker samme beløb fra i skat !!
    Lige som div. indsamlinger på TV hvor de donerende firmaer under stor jubel fra tv-værterne, trækker herlighederne fra i skat…………. så borgerne betaler dels for fradragene, dels for – over licensen – for div bidrags udsendelser + millioner til “præmier” i div. udsendelser, som “vinderne kan give videre til div. støtte-sager…………= ting vi allerede betaler til over skatten.

    Der er mange veje til at undgå skat – efter devisen “dem der har skal mere have”, ligesom der er mange veje til at lade hr og Danmark til at betale dobbelt skat.

    – alt sammen noget som er en offentlig hemmelighed, men som hverken politikere eller presse reagerer på………….måske fordi de selv identificerer sig med toppen

  12. Af Harald Kristiansen

    -

    holdt oppe, skelle der stå.

  13. Af Kalle Quist

    -

    Ulovligt eller ej.
    Man flytter da ikke sine penge til Panama, hvis man har rent mel i posen – Og det ved Danske politikere så ganske udmærket.

    Nej viljen mangler som altid. Og vi ved vist godt hvorfor.

    Og mht. EU: Hvor mange pinger i EU, har mon lavet samme nummer?

  14. Af Harald Kristiansen

    -

    Det går ikke så godt med staveriet i dag, telefontastaturet driller
    holdt oppe skulle der stå.

  15. Af I. h

    -

    @ Af poul boie pedersen – 8. april 2016 11:41 ……rigtig godt indlæg.

    Politikerne venter bare til “bølgen” lægger sig …… og udfylder tiden imens med div. hensigtserklæringer som så ender ud i ingen ting !
    BL.A. fordi “logen” EU jo selv INTERNT er “beriget” med div. skattely-lande…………så der kommer ikke til at blive flyttet så meget som et komma af betydning, omkring love om skattely !!!

    – og HVEM er det liiiiige der har gjort det lovligt (og nemt) at “outsurce skat og formue?????

    Det er en farce !!! – og EU gør intet godt !!! ….. det ene øjeblik taler de om “fællesskab”….næste øjeblik misbruger de samme argument til egen vinding.

    Winter …… måske er det ikke juridisk ulovligt (lobby-love)……og så er det DET vi råber vagt i gevær over ….. men uanset hvordan man vinkler det, så er det i den grad moral-anfægtelig adfærd som tilsvarende fortjener stor bevågenhed ….så de pågældende ved at vi ånder dem i nakken og skammer dem ud!!!

  16. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt er skattely vel ikke et specielt borgerligt politisk projekt. Så vidt jeg husker, var det tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon, der hjalp Goldman Sachs med at kanalisere 8 milliarder i skattely via Cayman Island ifm DONG handlen.

    Bortset fra det så ligner Panama leaks et mainstream medier coverup over de egentlige mega skattely spekulanter, nemlig corporate business. Men da de tilsyneladende ikke bruger Panama, nævnes de heller i dette leak!

  17. Af Bent Johnsen

    -

    Al sladeren om, hvem, der har svindlet – berømtheder og politikere – er tomme tønders buldren. Det virkelige problem er, at vores valgte politikere ikke har forhindret – og ikke synes at tage skridt til at forhindre, at svindelen kan lade sig gøre.
    Straf de lande, der ikke har gennemsigtige regler for regnskaber og ejerskab med heftige repressalier, så det bliver muligt at ramme ulovlighederne.
    Lad os diskutere, hvorfor dette ikke sker i stedet for at bruge kræfter og tid på sladder om, hvilke berømtheder, der har snydt for hvor meget.

  18. Af Janne Pedersen

    -

    @Jan Petersen
    Det er jo ligemeget hvordan spinnet laves, tilbage står, at Politikere overalt, inkl Danmark, er nogle gemene svindlere og bedragere.

  19. Af bent rasmussen

    -

    Det er logisk at de meget velhavende flytter deres formuer ud af et land der er på vej mod kollaps og islamisering. De forbereder vel at droppe Danmark til fordel for udlandet. En stor hjerneflugt fra DK er jo allerede i gang, og den økonomiske, sociale og kulturelle statsbankerot er næppe langt væk. “Takket være” godhedsindustrien og de “næstekærlige humanister” og verdensfrelsere.

  20. Af Thor Arentoft

    -

    Hvorfor går de borgerlige på listesko?
    Det ærlige svar er DOBBELMORAL; thi ingen normalbegavet person i Danmark betaler sin skat med glæde; hvis sandheden skal frem.
    Der er også mange der syntes at staten sløser med skattebetalernes penge, på sådant som DE ikke syntes om.
    Aldrig nogensinde tidligere har staten “plukket” så mange penge fra borgerne som nu, og alligevel fungerer samfundet ikke tilfredsstillende, snarere tværtom.
    Er staten god til at skabe afkastning , i form af sådant som forbedrer samfundet; når de kræver mere og mere i skat?
    Løfter om skattelettelser til dem i toppen, har ikke fået dem til at stoppe, med at gå til sin bank for at få hjælp med skatteplanering. (Afkastningen på skattely må være god ,og skattefri?)
    Det siges jo at udbud og efterspørgsel hænger sammen. Hvis det er sandt er det jo alle de højtbetalde der indirekte har skabt markedet for “skattely”.
    Løsningen må være at de direkte skatter sættes ned for alle, og aldrig må overstige 50%, og at fradrags-djunglen saneres; samt at der indføres en differensieret moms.

  21. Af Jan Petersen

    -

    “Det er jo ligemeget, hvordan spinnet laves” . . . der skal unægtelig en del junk til, før øjnene triller helt ud ad hovedet, men det er sgu tæt på!

  22. Af Runa A.G

    -

    Thor Atentoft
    Skatten i Danmark er gået ned. Marginalskatten for personer med topskat er gået ned med 6% siden 2010. Topskatteloftet er hævet med ca, 20-30.000,-. Det vil sige færre betaler topskat. Omkr. år 2000 betalte jeg 72-73% af den sidst tjente krone, skatten er gået ned, afgifter er nok gået op, f.eks. grønne afgifter. Mindre skat mindre vefærd. Grundskylden er steget voldsomt for mange husejere. Når politikerne lover skattelettelser, må pengene komme et sted fra. Ellers så må vi trykke nogen. Det gør USA i stor grad. Vi har en meget stor efterkrigsgeneration, som skal forsørges i fremtiden., samt mange indvandrere, der ikke har arbejde. Således tror jeg ikke på skattelettelser uden, at vores vefærdsamfund går i stykker. Vi kan ikke skaffe jobs til alle. Hvis jeg kan holde mig rask, det er selvfølgelig ikke sikkert, regner jeg med at arbejde til jeg bliver gammel. Min far arbejdede til han 83, han var snedkermester. Han arbejdede 3-6 timer om dagen, da han blev ældre.
    Det kan man, hvis man er selvstændig.
    Regeringens politik er som den gamle kone, som sendte sin søn en frakke. For at spare på portoen tog hun bæltet af og skar knapperne af og stak begge dele i lommerne, for at reducere vægten.

    Der er brug for, at vi finder olie på Amager Fælled, hvis det skal gå med skattelettelser, eller så er der nogle, fattige, der skal sulte.

  23. Af Niels Dreyer

    -

    Vi har brug for at komme ud af den borgerlige tidsånd. Næste generation kommer til at leve i ragnerok fra neoliberal ødelæggelse af vores miljø og økonomi. Først kommer vi gennem en facisistisk periode hvor Trump, Le Pen, Putin eller ligende typer styrer verden, indtil det hele eksplorerer i en ny økologisk og socialistisk tidsalder. En elite varer ikke evigt, men den bliver ikke fjernet uden vold, det har historien vist.

  24. Af Svend Nielsen

    -

    Runa tror at høje skatter er vejen frem. Men mindre eller ingen indvandring er nok en bedre vej frem. Uden begrænsninger af indstrømningen af kulturfremmede, vil selv skatter på 100% af intægterne ikke slå til. Uden et stop for lavinen/invasionen/flodbølgen er en statsbankerot uundgåelig og stensikker. Men problemet er at V og K mfl. er holdt op med at være borgerlige. I det hele taget er flertallet af partier enten blodrøde eller lyserøde. Hvorfor totalitære og ulandsagtige tilstande breder sig i det lille land. Oveni vokser antallet af skandaler, konflikter, nedskæringer, lukninger og nye sygdomme. Se den korte avis mv.

  25. Af P Christensen

    -

    Højrefløjen går ind for lov og orden.
    Men historisk hader den al skat.
    Derfor er det hos højrefløjen en menneskeret at kunne fifle med skatten.
    Man ønsker ikke en simpel, gennemsigtig skat som alle betaler.
    Man ønsker retten til at kunne snige sig udenom,
    enten via et lammet skattevæsen, skattely, smarte eller pseudo-fradrag.
    På den måde bliver det ofte de smallere skuldre der bærer de bredere.

    Blandt andet derfor står vi i problemer til halsen i DK.
    Trods stadigt højere skatter forfalder og forringes alting.
    Hvilket dog også skyldes at venstrefløjen enfoldigt gennem årtier har hentet
    sociale problemer en masse til landet udefra.

  26. Af Finn Heidelberg

    -

    De danske journalister kunne lære en hel del af den islandske kollega der bragte den islandske statsminister til fald. Her kan man tale om vedholdenhed.

  27. Af Helge Nørager

    -

    Hvorfor går de borgerlige på listesko om skattely?

    Efter at have læst de 3 blogs om emne, er svaret simpelt.
    De borgerlige vælgere beundre skattesvindlere og betragter dem som frihedskæmpere.
    Derfor vil partier ikke fornærme deres kernevælgere, ved at gøre noget som helst andet end at give amnesti.

  28. Af georg christensen

    -

    På listesko i skattely?. Ja, hvorfor mon?..

    Her er postkassen, hvor 30 millioner let forvandles til 1 kr og igen i en anden postkasse opstår som 35 millioner , hvad der hænder mellem postkasserne foregår i hemmelighed og er uoverskuelige. .

    Når vi så tænker på Panama lækagen, må vi huske på, at denne lækage kun udgør en forbavsende lille del af sandheden. .

    Jeg tænker, hvad ville der mon ske hvis bare halvdelen af sandheden om det nuværende finans og valutasystem blev offentlig kendt, Når “verdens folket”, som med sin arbejdsydelse endelig forstod , at det er deres arbejds ydelses værdi der handles på børserne af en forvirret flok “alkymister” eller ludomaner., Mit bedste bud ville være en “verdens revolution”, så det er nok bedst at folket holdes udenfor, hvilket vores så kære politikere på bedste vis stadig forsøger.

    Medens de borgerlige gerne med deres egen “lov og orden” opfattelse bekæmper våbenbærende terrorister glemmer de deres egne finans terrorister.

    NB: Når jeg i denne forbindelse skriver de borgerlige, så mener jeg især de gamle partier , VSK samt DF i hængekøjen.

  29. Af Mogens RAsmussen

    -

    Hvis nogen går med listesko kan det være fordi man ikke har kendskab til hvad der faktisk er sket ulovligt eller lovligt. Danskere som er omtalt er kun skattepligtig af evt. Overskud hvis de har bopæl i DK. Nordea Luxembourg har oplyst af det er under 10 personer. At have penge i udlandet er således i sig selv ikke ulovligt. Endvidere har de enkelte lande forskellige skatteregler, men som selvfølgelig gør at alle lande i forhold til DK er skattely selv om man betaler den lovlige skat her. Det må virkelig laves om det kan jo ikke være rigtigt at alle lande ikke opkræver det helt “rimelige” danske skatteniveau. Tror personligt at disse midler for det meste er sorte penge og således ikke midler til beskatning, men ulovlige midler og dermed kriminelle. Men det giver jo ikke den samme moralske politiske og pressedækning – eller hvad?

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info